Den 26-årige Rasmus Neergaard (foto: Michael Lermark) har ved et arrangement i Idrættens Hus modtaget Den Gyldne Golfbold 2025.
Allerede før den fornemme første sejr på DP World Tour i Crown Australian Open for nylig var han blandt favoritterne, men sejren gjorde det umuligt at komme udenom ham.
Han har haft en lynkarriere, hvor han efter en flot amatørkarriere i 2024 vandt tre gange på HotelPlanner Tour og dermed fik direkte adgang til DP World Tour. Han vandt desuden Road to Mallorca efter en delt andenplads i sæsonfinalen.
I 2025 har han haft 2. pladser såvel på PGA Tour som DP World Tour, og efter at han i DP World Tour Championship blev nr. 3 efter Mats Fitzpatrick og Rory McIlroy takket være birdies på tre af de sidste fire huller, sikrede han sig kort til PGA Tour 2026.
– Det er et år, jeg aldrig glemmer, sagde Neergaard-Petersen efter at have modtaget Den Gyldne Golfbold, og vi kan forsikre ham om, at det gør vi andre heller ikke.
Den Gyldne Golfbold er siden 1966 tildelt for Årets Danske Golfpræstation, og de seneste tre år viser, hvordan de unge danskere fører sig frem: 2023 Nicolai Højgaard. 2024: Rasmus Højgaard. 2025: Rasmus Neergaard-Petersen.































