I den forgangne uge kom det frem, at LIV golf formentlig mister sin større fra den sportsfond, der skal hvidvaske Saudi Arabien, og det har skabt en del postyr i golfkredse. Hvad sker der nu med hele LIV, når den skal klare sig selv? Hvad gør de spillere, der spiller i LIV?
Da Jon Rahms caddie satte sin ejendom til salg for 14,5 mio. $, blev det straks kombineret med LIV-problemet, men han sværger, at han såvel fik den bygget, før LIV kom til live, som ville have sat den til salg nogle uger forinden, hvis det ikke var fordi, at det så ville falde sammen med Masters.
Jim Furyk var kaptajn for det amerikanske Ryder Cup-hold, der fik bøllebank af Thomas Bjørns Europæiske hold i Paris 2018. Dengang blev han stærkt kritiseret for sit valg af wild cards, og det var forståeligt: Tiger Woods, Phil Mickelson og Bryson DeChambeau spillede tilsammen ni matcher og tabte alle ni!
Nu, hvor Tiger Woods ikke længere er aktuel som kaptajn, har Jim Furyk fundet ud af, at han gerne vil revanchere sig og har påtaget sig jobbet til den næste Ryder Cup i 2027. Han har fire gange være vicekaptajn, og han har været præsident for et vindende hold i Presidents Cup 2024. Han har i øvrigt som medlem af amerikanske Ryder Cup-hold spillet 34 kampe, og det er tredjeflest af alle.
En ikke helt uventet nyhed gælder den traditionelle PGA-start på Hawaii i januar. I år faldt The Sentry for alle sæsonens vindere væk, og næste år er det slut med Sony Open. Dels har det været for dyrt at transportere PGAs udstyr til Hawaii, og dels har mange spillere ønsket at have en længere juleferie, så The Sentry aldrig blev, hvad den var tænkt som.
En anden ændring, som mange formentlig vil græde over, er den flytning af FedEx Cup-finale fra de historiske omgivelser på Bobby Jones egen bane, East Lake, i Atlanta, hvorfra billedet viser det, der nu er hul 9, men tidligere var hul 18.
































