Rekorden for, hvem der har haft flest et putts i træk, faldt i den netop overståede PGA-sæson i Zozo Championship på Sherwood CC. Den gamle havde Cameron Tringale på 19, men nu har Mark Hubbard (Billedet/ Getty) den med 22 i træk. Han blev nr. 41 i turneringen, så nok er det vigtigt at putte godt, men det er ikke afgørende.

Så er der større chancer, hvis man driver langt. Vi plejer at trøste de kortere slående med, at driving ikke er alt, men det er nu meget, hvis man driver lige, eller hvis man er god til at slå ud af tyk rough. Bryson DeChambeau driver gennemsnitligt over sæsonen 299 m, og han klarer det jo rigtig godt.

Det gør Seamus Power også – om eftermiddagen. I opgørelsen af formiddagsrunder er han nr. 71. Om eftermiddagen er han nr. 2, kun efter Jon Rahm.

Byeong Hun An er sæsonens bedste til at slå fra bunker. Bolden havner i gennemsnit lige under 1 m fra hullet.

Fabian Gomez er PGAs største optimist. 52 gange har han forsøgt af slå på green i andet slag på par-5-huller – kun tre gange er det lykkedes. Anderledes med DeChambeau, som har forsøgt sig 244 gange, med held de 84.

Så skal vi lige have med, at det amerikanske Ryder Cup-hold har en kaptajn, der kan det der med greens in regulation. 35 huller i træk klarede han det krav. Kan hans hold gøre noget lignende, har USA bedre chancer, end vi lige håber på.

Forrige artikelDet europæiske Ryder Cup-hold komplet
Næste artikelBjørn aflyser foredrag – er blevet far igen
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.