Mandag afvikledes den traditionelle The Hurdle på Søllerød GK med et væld af unge, fremstormende danske professionelle som deltagerne, der skulle fordele 675.000 kr. blandt sig.

Det var samtidig Hamish Browns første dag som professionel, og hvis de fremtidige bliver lige sådan, får han en god tilværelse.

I selve turneringen blev han delt nr. 2 i -6 efter Marcus Helligkilde -7. Brown sluttede med tre bogeys, så det kunne være blevet til endnu mere end 30.000 kr., men han tog revanche i den afsluttende shootout om Dronningens Ærespræmie.

Dronningen er Jesper Kundes hustru Helle, og hendes ærespræmie er på 50.000 kr. Under hele turneringen holder hun til på green for hul 12, som er dagens letteste hul, og alle, der får birdie eller eagle, er med i den afsluttende shootout. En birdie giver én bold, en eagle to.

12 af 27 professionelle løste opgaven, Nicolai Kristensen holede for eagle fra green, mens Sebastian Wiis fik sin eagle fra bunker.

Det var anden gang, Kristensen fik eagle på hullet, og denne gang var det lige ved at give jackpot. Efter første runde var der nemlig kun to spillere tilbage med birdie: Kristensen og Hamish Brown. De måtte tilbage og slå ud igen fire gange, før Kristensen brændte et birdieputt, så der var 50.000 kr. til Brown: Første dag som professionel gav altså 80.000 kr. Halløjsa! På billedet flankeres han af Helle og Jesper Kunde.

Lasse Jensen vandt 75.000 for at coache sit hold til sejr

Helligkilde fik 50.000 kr. for at vinde individuelt, men den største præmie i The Hurdle tilfalder den, der coacher sit hold til at vinde holdkonkurrencen, og det var Lasse Jensen, som dermed fik 75.000 kr.

 

Forrige artikelVild med Nordvestjysk – og Thailand
Næste artikelHillerød melder fra til DM-weekend
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.