For et par måneder siden annekterede Donald Trumps administration tre offentlige golfbaner i Washington DC, East Potomac, Langston og Rock Creek. Banerne var kun tre år inde i et 50-årigt lejemål, men ifølge Trumps Administration passede de ikke banerne forsvarligt, og derfor kunne de uden videre overtages.
Det var lokalbefolkningen absolut ikke enig i, og senatorerne i nabostaterne hævder, at banerne tilhører det amerikanske folk, og at overtagelsen derfor er ulovlig. De har anlagt sag for at få den kendt ulovlig, og det bliver spændende at finde ud af, hvordan man vil definere en passende pasning af en golfbane.
— o0o —
Krigen i Mellemøsten har naturligt sat sit præg også på golflivet. Foruden at der er et firecifret antal golfspillere blandt dem, der i kortere eller længere tid har været/er strandet i regionen, har DP World Tour trukket sin sanktionering af Indorama Ventures Open Golf Championship i Ahmedabad, India pga. rejseforholdene.
— o0o —
Jon Rahm (billedet/ Getty) mener, at DP World Tour har ført sin private krig mod ham, og at han derfor ikke har været fristet til at vende tilbage. I stedet vandt han weekendens LIV-turnering, og det trækker op til, at han ikke vil kunne spille for det europæiske Ryder Cup-hold.
— o0o —
Andrea Pavan er mindre kvæstet, end man skulle tro, efter at han under Investec South African Open Championship gik ind i en hotelelevator, der ikke var der, og faldt tre etager ned. Han er opereret i ryg og skulder og takker for den hjælp og støtte, han har fået fra mange sider, ikke mindst fra et af verdens rigeste ægtepar, Gaynor og Johan Rupert.
— o0o —
Radius Sports Group har på initiativ af Wisconsin Golf Alliance beregnet, hvad golfindustrien økonomisk betyder for den amerikanske stat. Resultatet er, at golf betyder en årlig indtægt på 6,4 mia. $ årligt, bl.a. i kraft af, at sporten skaber 56595 jobs. Staten, der er tre gange så stor som Danmark, har 528 golfbaner. Heraf er de 110 offentlige, og 11 af dem er blandt USAs fineste, fx Whistling Straits, Erin Hills og Said Valley. 1800000 golfturister beregnes at bruge 902,7 mio. $ årligt. Tallene gælder selvfølgelig for USA, men de kan da også bruges som gode argumenter i Danmark.
































