To af de fire danske hold i EM for amatørhold gik i A-finalen og de øvrige i B-finalen. Bedst klarede herreholdet sig ved på Killarney Golf & Fishing Club at blive nr. 3 i -24 efter England -44 og Irland -25. Man kunne kun have medlidenhed med Island, der var nr. 2 efter åbningsrunden, men sluttede som nr. 11 i -7. Otte hold går i A-finalen. Danmark møder Tyskland i kvartfinalen. Kristian Hjort Bressum blev individuelt nr. 5 i -9 og Oscar Holm Bredkjær (billedet/ Jesper Vinzents) nr. 9 i -7.
Også drengene, der på Golf Resort Kaskada i Tjekkiet lå nr. 8 efter første runde, klarede skærene. For anden dag i træk noterede de +16, men +32 gav en placering som nr. 6. Schweiz sejrede i +4 foran Frankrig i +14 og Tyskland +21. Det betyder, at også drengene torsdag møder Tyskland i kvartfinalen. Frederik Æbelø Madsen var bedst individuelt som nr. 9 i +3.
Damerne var på Golf de Chantilly tredelt nr. 8 efter første runde, men England lurede som nr. 11, og det var præcis englænderne, der snuppede 8. pladsen i +23 foran danskerne i +24. Spanien vandt i -1 foran Frankrig +2 og Sverige +11. Individuelt var Marie Elene Madsen bedst som nr. 9 i par.
Holdet kunne have drømt om at spille alle huller, som de spillede hul 8: Begge dage i -5.
Pigeholdet blev på Slaley Hill i England delt nr. 9 med Schweiz, men det var ikke så ærgerligt, som det lyder, for i +32 var der 12 slag frem til Spanien på ottendepladsen. Christina Jacobsen var bedst individuelt som nr. 29 i +4.
I Västerås Open på LET Access Series ligger Amalie Leth-Nissen nr. 3 i -4 efter åbningsrunden. Ragga Kristinsdottir, Island fører i -7, mens Puk Lyng Thomsen er nr. 22 i -1 og såvel Cecilie Leth-Nissen som Fie Olsen nr. 53 i +2.
Endelig fører svenske Sebastian Petersen Skövde Open i -9, mens Anders Emil Ejlersen, Silkeborg er nr. 11 i -4.





























