Det nærmer sig, at der skal et mirakel til, hvis USA skal leve op til favoritværdigheden i Ryder Cup. Efter tre sektioner har et tandløst amerikansk hold uden voldsom kampvilje tabt alle tre, lørdag 1-3, og før lørdagens fourball best ball er den europæiske føring så sikker som 8½-3½.

Bryson DeChambeau er nok den amerikanske spiller, der har vist størst entusiasme, og derfor virkede det logisk, at han og Cameron Young vandt fredagens første foursome over Matt Fitzpatrick og Ludvig Åberg, der ikke spillede op til sit bedste. Cifrene blev 4-2, mens de øvrige matcher ikke helt havde bekendt kulør endnu.

Rory McIlroy/ Tommy Fleetwood var imidlertid igen usvigeligt sikre og endte med at besejre Harris English/ Collin Morikawa 3-2. Lidt bekymrende havde det tydeligt kostet Fleetwood mange kræfter såvel fysisk som psykisk, så det havde muligvis været en ide at hvile ham i lørdagens fourballs, men han skal ud igen sammen med Justin Rose mod Scheffler/ DeChambeau. Det er måske en god ide af Keegan Bradley at lade DeChambeau satte lidt mod i Scheffler, der foreløbig har tabt alle sine tre opgør.

Jon Rahm er sammen med McIlroy de to store europæiske stjerner. Han vandt sammen med Tyrell Hatton den tredje foursome 3-2 over Xander Schauffele/ Patrick Cantlay. Rahm stod for dagens bedste slag, da han på hul 8,  stående i en bunker med bolden på græskanten ud for livet, holede for birdie. Næsten surrealistisk. Gettys billede er fra sekunderne efter, at han gjorde det.

I den sidste match gik det frem og tilbage. Russell Henley/ Scottie Scheffler var bagud med to efter ti huller mod Robert MacIntyre/ Viktor Hovland. Så vandt de 11 og 13, men tabte 14. På de resterende huller havde begge parter chancer, før de alle blev delt, og MacIntyre/ Hovland havde vundet 1-0.

Der skal 14½ p til at vinde Ryder Cyp, så nu skal Europæerne blot have 6 p i de resterende 16 opgør, men vi tager intet for givet. Skal USA have en chance, skal kaptajn Keegan Bradley nok have en mere positiv attitude. Han har ind imellem lignet en tordensky.

Vi så intet til Donald Trump, som angiveligt var til stede, og hvad gør han nu. Kræver alle europæerne arresteret eller holder en brandtale til de amerikanske spillere? Man kan forestille sig alt, og det amerikanske publikum havde kvaler med at holde mishagsytringer tilbage. Især gik det ud over Rory McIlroy, som ikke lod sig mærke med noget, så forhåbentlig går det i sig selv igen.

Rasmus Højgaard er formentlig offer for succes’en, for det er svært at ændre et vindende hold. Han skal ikke på banen i fourballs, hvor de fire opgør ser således ud:

Scheffler/ DeChambeau – Fleetwood/ Rose
Spaun / Schauffele – Rahm/ Straka
Burns/ Cantlay – Hovland/ Fitspatrick
Thomas / Young – McIlroy / Lowry

Forhåbentlig betyder det, at Højgaard har masser af kræfter og motivation til sin single søndag.

Forrige artikelEuropa udbyggede føringen – men frygtelig debut for Rasmus Højgaard
Næste artikelFlot golf, men Europa var stærkest igen – mange rekorder
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.