Efter et par års pause vender Belgien tilbage til DP World Tour. Turneringen, der engang hed Belgian Open har haft mange titler gennem årene og nu hedder den Soudal Open og spilles på Rinkven International GC i Antwerpen.

Seks danskere er med i ugens turnering blandt dem den dobbelte danske europamester Christoffer Bring, som har fået en invitation. Det er første gang – bortset fra The Open sidste år – at han spiller en DP World turnering.

De andre danskere er Thomas Bjørn, Jeff Winther, Joachim B. Hansen, Lucas Bjerregaard og Niklas Nørgaard Møller. Et kig ned ad entry-listen afslører ikke de vildt ophidsende navne, men lokalfavoritter Thomas Pieters, Bernd Wiesberger, Rafa Cabrera Bello og Jorge Campillo borger for en vis kvalitet.

V Sport Golf/Viaplay sender torsdag-fredag fra kl. 13 og i weekenden fra 13.30

Nanna i jagt på førstepladsen

Nanna Koerstz Madsen er blot 6 point efter Danielle Kang på Race to CME Globe, og jagter i Cognizant Founders Cup i New Jersey ikke bare sin anden sejr på LPGA, men også muligheden for som den første dansker at føre ranglisten.

Men…. de seneste to udgaver af turneringen er blevet vundet af verdens nummer 1, Jin Young Ko, som ligger nummer tre på Race to CME Globe, bare 42 points efter Nanna, og Jin Young Ko er med i turneringen – og dermed nærmest per definition storfavorit. Det er som altid et meget stærkt felt, med mange potentielle vindere.

Emily Kristine Pedersen er fortsat hjemme i Danmark for at træne og lade batterierne op til næste omgang store turneringer.

V Sport Golf/Viaplay sender fra kl. 18 torsdag, fredag og søndag, men først fra kl. 22 lørdag.

Sidste opvarmning

På PGA Tour er AT&T Byron Nelson på Craig Ranch i Texas sidste stop inden PGA Championship i næste uge. Derfor står nogle af de store navne over, mens andre bruger turneringen som opvarmning.

Scottie Scheffler, Hideki Matsuyama, Justin Thomas, Jordan Spieth, Xander Schauffele og Will Zalatoris er blandt de mange store navne.

Sendes på GOLFTV/Eurosport/Discovery+ fra kl. 22 torsdag-fredag og fra kl. 19 i weekenden.

 

 

Forrige artikelVil du spille golf på en af Sjællands bedste baner og spise godt bagefter ?
Næste artikelDanskere med fremme på Elisefarm
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.