Det er igen major-tid. Efter det nye turneringsprogram er der en major hver måned fra april til juli, og denne gang gælder det US Open, der i år spilles på Torrey Pines i det sydlige Californien.

Bryson DeChambeau møder op som forsvarende mester efter sin bemærkelsesværdige sejr sidste år på Winged Foot, hvor hans øgede muskelmasse og enorme længde gav fuld plade i major-banko.

Det er 13 år siden banen sidst havde værtskabet for US Open, dengang vandt Tiger Woods – på ét ben og efter et utroligt omspilsdrama mod Rocco Mediate, der først måtte give sig på første omspilshul EFTER de dengang benyttede ekstra 18 huller. Tiger Woods er den ene af bare to kvalificerede spillere, der ikke er med (af gode grunde, han genoptræner efter sin trafikulykke tidligere på året). Den anden er finske Mikko Korhonen, der fandt rejsen til USA for besværlig i disse coronatider.

Phil Mickelson, der fylder 51 år i dag, vandt den forrige major, som noget nær et granatchok. Han spiller næsten på hjemmebane på Torrey Pines, og han har aldrig vundet US Open, men har seks andenpladser!

Feltet rummer også et par yderst respektable navne, der har vundet PGA turneringen Farmers Insurence Open på samme bane, South Course; Jon Rahm, efter 10-dages isolation med covid-19, Justin Rose og Patrick Reed, som vandt her så sent som i februar.

Desværre lykkedes det ikke for nogle af de danske spillere at kvalificere sig til årets tredje major.

V Sport Golf, Viaplay og TV3Sport sender fra torsdag kl. 20-04.00, fredag fra kl. 19-03.00, lørdag fra kl. 19 til 03.00 (TV3+ fra midnat) og søndag fra kl. 18 (fra kl. 21 og turneringen ud på TV3+). Henrik Knudsen, Leif Nyholm, Michael Lermark og Jesper Kjærbye kommenterer de mange timers golf.

Afbud fra Nicole

Mens herrerne spiller major, spiller kvinderne på LPGA Meijer, nemlig turneringen Meijer LPGA Classic for Simply Give i Grand Rapids, Michigan. Efter den overraskende finske sejr i sidste uge, kunne det måske være blevet en dansker denne gang. Men Nicole Broch Larsen, der var den eneste af de danske kvinder, der var tilmeldt, har trukket sig fra turneringen. Hendes forberedelser blev besværliggjort af at hendes kæreste og caddie, Kasper, forleden blev opereret og fik fjernet sin blindtarm i San Francisco. Nu bruger de i stedet ugen på at køre i bil fra San Francisco til næste uges turnering i Atlanta, Georgia.

Traditionen tro er det et stærkt felt, der er samlet. Udover de aktuelle topspillere, er også veteranerne Laura Davies og Juli Inkster med.

Turneringen kan kun ses på Viaplay fra kl. 16.30-19.30 torsdag-fredag, fra kl. 21 lørdag og fra kl. 19 søndag.

Forrige artikelScandic CPH Strandpark: Nyt luksuriøst dansk wellnesshotel ved strand, lufthavn, by – og golf
Næste artikelKoepka er et varmt bud på titlen
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.