Det var en mærkelig åbningsrunde for Danmarks bedste golfspiller, Nanna Koerstz Madsen, i Cognizant Founders Cup på LPGA. To tidlige bogeys sendte hende langt ned i feltet, og derefter fulgte par på par indtil der endelig kom en birdies på 15. hul (banens 6.) og med en birdies mere på sidste hul endte dagen i par. Det rækker kun akkurat til at holde den danske stjerne indenfor cuttet, så Nanna skal på birdiejagt i dag.

Og birdies kan der laves på Upper Montclair CC i New Jersey. Svenske Madelene Sagström lavede hele ni af dem torsdag. Hun indledte med fire i træk, og blev rødglødende igen mod slutningen med endnu fire på fem huller fra 12. En 63’er (-9) er dog kun ét slag bedre end Megan Khang, der er 8 under, og fordelte sine birdies med fire på for9 og fire på bag9. Japans Nasa Hataoka, der var ude på morgenholdet, lavede kun fem birdies, men også en eagle, og er alene på tredjepladsen i -7.

Formidabel runde

Synes man at 8 og 9 under par er lave runder så er det intet imod hvad Sebastian Muñoz leverede i PGA Tours AT&T Byron Nelson i Texas. Colombianeren havde ganske vist også ‘kun’ ni birdies i sin første runde, men også to eagles – og en enkelt bogey. En eagle mere på 18. hul, par5, ville have givet en sjælden 59’er, men andetslaget missede green langt til højre, og Muñoz måtte ‘nøjes’ med en birdie og en runde i 60.

De 12 under par giver han hele fire slag ned til andenpladsen, der til gengæld deles af fire spillere i -8; Peter Malnati, K.H. Lee, Mito Pereira og Justin Lower. Verdens nummer 1, Scottie Scheffler ligger på delt 12. plads i 5 under par.

Foto: Getty Images

Forrige artikelJeff Winther nummer fire i Belgien
Næste artikelJB er nr. 15 – kun to klarede cuttet
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.