Der manglede kun et par centimeter i, at Rasmus Neergaard-Petersen havde fået eagle på 18 og dermed andel i omspillet om sejren. I stedet var hans putt med til at vise Rory McIlroy vej til den eagle, der gjorde, at nordireren kom i omspil med Matz Fitzpatrick, som havde gået en bogeyfri runde i -6, men den kunne have været flere slag bedre med lidt held på hulkanterne.
Fitzpatrick vandt alligevel efter et ultranervøst første omspilshul, hvor McIlroy slog i vandet på første slag; Fitzpatrick var tæt på at gøre det samme i andet slag, men til slut vandt med par på hullet, som de fleste har spillet til birdie eller eagle – inklusive de to omspillere.
Det var Fitzpatricks første sejr i to år, men McIlroy kunne ikke ærgre sig alt for meget. Han vandt den samlede Race to Dubai for syvende gang, så nu har kun Colin Montgomerie med otte vundet flere. Ham går McIlroy nu på jagt efter. På Gettys billede ses Fitzpatrick til venstre og McIlroy til højre.
Når man ikke kan få mere ud af kampen om sejren i turneringen, vil mange spekulere over, hvordan Danmark fortsat er med i toppen af alt i disse år. Se slutstillingen i toppen: 1. Fiktzpatrick -18. 2. McIlroy -18. 3. Neergaard-Petersen, Tommy Fleetwood, Laurie Canter og Ludvig Åberg -17. 7. Rasmus Højgaard -15. 8. Angel Ayora, Haotong Li og Robert MacIntyre -14. 11. Nicolai Højgaard, Jacob Skov Olesen og Shane Lowry -13.
Fire danske spillere i top-11, tre englændere og ellers kun en spiller fra en række nationer.
Banen var i sidste runde sat op med pindene godt gemt, og mange havde problemer med at finde dem. Samtlige spillere havde huller, hvor de v ar tæt på, så ingen kan klage specielt meget over deres uheld, selv om nogen blev værre ramt end andre. Haotong Li lå i -4 efter fem huller og fik eagle på 18, men han noterede sig også for såvel en dobbelt- som en trikplebogey.
Rory McIlroy og Rasmus Neergaard-Petersens førerbold syntes på de første ti huller at gå, som eksperterne havde forudsagt. Nordireren syntes at være usårlig og var en overgang to slag foran de nærmeste konkurrenter, mens Neergaard-Petersen lå i +1 på trods at en slamdunk-birdie midt i det hele.
Så skiftede momentum. Danskeren fik eagle på 14 og gik de sidste fem huller i -5, mens McIlroy fik to bogeys, så de to i førerbolden gik lige op ad 18 og begge fik eagleputts for omspil. Det var en anelse tilfældigt, at McIlroy var bedst på 18. hul, så der var minimal forskel på de to spillere, og mener man ikke allerede, at Neergaard-Petersen har haft sit gennembrud, så fik han det i hvert fald her – og han fik kort til PGA næste sæson.
Jacob Skov Olesen fik dobbeltbogey på hul 2, bogey på 8 og lå i par efter 11 huller. Så samlede han tre birdies næsten ubemærket sammen resten af vejen og var tæt på top-10.
Rasmus Højgaard var en af de spillere, der havde adskillige hulkanter imod sig, mens Nicolai Højgaard ikke fik udnyttet par-5-hullerne.
Der var mange sidehistorier, fx med Angel Ayora, hvis tredjeslag var et chip, der gik over green og i vandet. Tilsyneladende ville det koste ham et PGA-kort, men søreme om ikke han endte med at slutte som nr. 20!
De danske placeringer på Race to Dubai blev også fine: 15. Neergaard-Petersen. 21. Nicolai Højgaard. 25. Rasmus Højgaard. 41. Jacob Skov Olesen.
Det har været et flot og dramatisk år 2025 på DP World Tour. Måtte 2026 blive lige så spændende!
Nu skal vi lige have forlænget Thorbjørn Olesen på PGA Tour, så vi også har fire spillere dér næste år – og Rasmus Højgaard har holdt sin top-50-placering på Verdensranglisten hele året og er nu sikker på at spille Masters, US Open etc. næste år allerede.






























