WePlayAgain, der handler med brugt golfudstyr, har i DR-programmet Løvens Hule pr. 26. marts 2026 sikret sig en investering fra Morten Larsen skriver de i en pressemeddelelse. Med den nuværende omsætning på omkring 20 millioner kroner er ambitionen at skabe en europæisk milliardforretning inden for cirkulær handel med brugt golfudstyr.
Den danske virksomhed WePlayAgain, der køber og sælger brugt golfudstyr, har fået Morten Larsen med i ejerkredsen efter en investering i Løvens Hule.
Investeringen på 600.000 DKK for 7,5 % værdisætter WePlayAgain til 8 mio. DKK, og investeringen skal blandt andet bruges til at accelerere væksten i en forretning, der allerede har en omsætning på godt 20 mio. DKK i Danmark.
Bag virksomheden står Søren Heilmann, der tidligere har været direktør i Blockbuster Danmark og siden stifter af Blue City, som han opbyggede til en af landets største aktører inden for brugt elektronik.
WePlayAgain ledes af adm. direktør Kenneth Stie og opererer i et globalt marked for golfudstyr, der årligt omsætter for milliarder, og hvor efterspørgslen efter brugte produkter er stigende i takt med det øgede fokus på cirkulær økonomi.
Virksomhedens model kombinerer en digital platform med fysiske trade-in-events i golfklubber, hvor spillere kan indlevere brugt udstyr og konvertere det til nye køb. Det skaber et stabilt flow af varer og en direkte adgang til kunderne.
– Vi har allerede bevist, at modellen fungerer i Danmark med en solid omsætning og høj vækst. Nu handler det om at skalere forretningen. Ambitionen er at nå en omsætning på én milliard kroner på brugte varer, siger Søren Heilmann, stifter og bestyrelsesformand i WePlayAgain.
Med investeringen får WePlayAgain ikke kun kapital, men også erfaring med skalering af digitale virksomheder og platforme.
– WePlayAgain rammer ned i flere stærke megatrends: cirkulær økonomi, stigende efterspørgsel efter brugte varer og en digital distributionsmodel med stort skaleringspotentiale. Virksomheden har allerede dokumenteret en flot traction i markedet, og der er et oplagt potentiale for at løfte forretningen til næste niveau, siger Morten Larsen, ny investor i WePlayAgain.
WePlayAgain har i dag samarbejde med en lang række danske golfklubber og forhandlere og forventer at udvide både aktivitetsniveauet og den geografiske tilstedeværelse markant i de kommende år.
Golf er således første skridt i en bredere strategi, hvor platformen på sigt kan udvides til andre kategorier med høj gensalgsværdi.
Læs mere på www.weplayagain.dk.
“WePlayAgain rammer ned i flere stærke megatrends: cirkulær økonomi, stigende efterspørgsel efter brugte varer og en digital distributionsmodel med stort skaleringspotentiale.”
– Morten Larsen, ny investor i WePlayAgain































