Der er lagt op til, at det sidste Danish Golf Championship i denne omgang kan blive mindeværdig. På en dag med perfekt golfvejr: Sol, tilpas blæst og mange tusinde begejstrede tilskuere i tophumør, der ovenikøbet fik godt dansk spil at fryde sig over, var der dramatik til sidste putt.
Jeff Winther kom fra 15. pladsen. Ikke stormende, men lidt ad gangen. Han spillede såvel for-9 som bag-9 i -2, men først, da han fik birdies på 16 og 17, dukkede han op i top-10. Par på hul 18, der er på vej mod at blive det sværeste par-3-hul i D P World Tours historie, var lige så væsentligt. Det kunne man bl.a. se, da Antoine Rozner efter to dage i spidsen for feltet slog i vandet på 18 og indkasserede en dobbeltbogey.
Jesper Vinzents billede af Jeff Winther er fra 15. tee.
Rasmus Højgaard startede dagen som nr. 11 og indledte med en bogey. En vandtur på 6 kostede en dobbeltbogey, men et superdrive på 9 gik han egentlig ud fra ville give ham de slag tilbage. Da det ikke skete, gik han ifølge sig selv edderspændt rasende ud på bag-9, og birdies på 10 og 11 gav ham humøret tilbage. På 16 chippede han fra et stykke uden for green, og bolden gik i hul som en super bonus. Han var tæt på birdie på 17, mens han stadig ikke har forliget sig med 18, men han fik dog par.
I toppen imponerede franskmanden Romain Langasque og kineseren Yanhan Zhou, og de fører inden sidste runde i denne stilling i toppen: 1. Langasque -14. 2. Zhou -13. 3. Rozner -12. 4. Cabel Surratt, USA og Matthew Jordan, England -11. 6. Winther -10. 7. Rasmus Højgaard -9.
De øvrige danskere i finalerunden ligger således: 15. Jacob Skov Olesen og Marcus Helligkilde -7. 25. Martin Leth Simonsen -6. 52. Lucas Bjerregaard -3. 57. Thorbjørn Olesen og Jacob Worm Aagerschou -2.
Efter to runder i -4 måtte Bubba Watson nøjes med par på moving day, men han ligger dog som nr. 11 i -8.
Det var tydeligt vanskeligt for mange af spillerne at omstille sig til den forholdsvis stærke vestenvind, men den er tilbage i morgen, hvor der ovenikøbet spås endnu stærkere indstød i de timer, hvor afgørelsen falder.
Rasmus Højgaard går ud kl. 11.10 sammen med Ewen Ferguson og Brandon Stone. I den følgende bold kl. 11.20 går Winther ud sammen med Surratt og Jordan, mens de tre førende går ud kl. 11.30
































