Fem danskere klarede cuttet i Betfred British Open, men lidt overraskende var den ene Rasmus Højgaard, der sluttede som nr. 99 i +4. Heller ikke Lucas Bjerregaard i +2 eller Benjamin Poke i +6 klarede det cut, der blev på +1.

Ingen af de fem på den rigtige side er langt fremme. Bedst ligger Joachim B. Hansen og Jeff Winther i -2, men for anden dag i træk sluttede Hansen med tre bogeys. To ældre modeller, Søren Kjeldsen og Thomas Bjørn, er delt nr. 42 i -1, mens Thorbjørn Olesen, også med tre sene bogeys, ligger som 53 i par.

Det var første gang i et halvt år, at Bjørn klarede et cut, og han lå endog en overgang i -3 efter bl.a. to gange at have slået approachslag til givne birdies.

I toppen ligger en trio, bestående af Richard Bland, Robert Macintyre og Calum Hill i -7.

Fordi en række af spillerne skal videre til US PGA Championship søndag, sluttes der af lørdag.

Flere i top i Malmö, hvor der var tre timers tordenafbud

Spillet var kun lige sat i gang, da Range Servant Challenge på Hinton Golf i Malmö måtte afbrydes pga. torden. Siden kom Niklas Nørgaard Møller i klubhuset i -4 med otte birdies og fire bogeys.

– Nogle lidt slappe slag ind imellem, især to på par-3-huller, men ellers er jeg fint tilfreds med mit spil for tiden, fortæller Møller, der på Order of Merit aktuelt ligger som nr. 12 indenfor de 15, der får ET-kort ved sæsonslutningen.

De øvrige danskere spillede, mens det blev mere og mere mørkt, og man kæmpede for at få så stor en del af feltet rundt før afbrud. Betingelser var helt ideelle i de sidste timer, og det regnede med birdies. Blandt dem, der drog fordel af det, var en velspillende Marcus Helligkilde (billedet/ Getty), der nåede i klubhuset i -6 med en eagle og fire birdies og med en del spillere tilbage på banen med op til seks huller igen var han delt nr. 6 i -6, et slag efter de førende.

Nicolai Kristensen ligger på cutgrænsen -2, mens Oliver Hundebøll ligger i +2.

Leth-Nissen fortsat i top-10

I Portuguese International Ladies Championship gik Amalie Let-Nissen anden runde i -1 og ligger som nr. 8 i -3, fem slag efter den førende tjekke, Jana Melichova.

Efter tredje runde er der cut ved 40 og lige, og det skal Puk Lyng Thomsen, aktuelt nr. 51 i +6, og Olivia Grønborg, nr. 70 i +10, forsøge at nå på den rigtige side af.

Forrige artikelIkke så let i LET-åbningen
Næste artikelFlere danskere lurer på plads i MIH
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.