Danmark fik alle sine fire hold forholdsvis sikkert videre til A-finalerne, hvor det gælder medaljerne. Det har kun Sverige og Spanien gjort efter, spanierne med to af deres hold som nr. 7 og 8.

De danske hold faldt dog tilbage på anden dag, så alle fire sluttede som nr. 5-8, men matchspil er jo noget helt andet end slagspil, så lad os se, hvordan det går.

Herrerne på PGA Catalunya faldt tilbage som nr. 7. Fem af spillerne spillede meget solidt, mens Sebastian Friedrichsen ikke kunne finde sit spil og fik sin score strøget i begge runder. Søren Lind og August Thor Høst sluttede begge i -2 for de to dage, og Danmark, som sluttede i -3, skal nu møde Sverige, som blev nr. 2 i -13. Spanien vandt kvalifikationen i -17, hvoraf de -16 blev scoret på anden dag.

Damerne (som varmer op på billedet – Thomas Poulsen) faldt i Nordirland tilbage på sjettepladsen og var lige ved at få nerver på til slut, men så blev de sidste runder stabiliseret. Individuelt sluttede Amalie Leth-Nissen som nr. 4 i -2 og Karen Fredgaard som nr. 7 i par. Danmark blev nr. 6 i +21 og møder nu Sverige, som blev nr. 3 i +19. Sikker vinder blev Skotland i +8.

Drengene på Furesø GK faldt til sjettepladsen i +10  og møder tjekkerne, som blev nr. 3 i -1. Tyskland sejrede sikkert i -19 foran Italien -10. Emil Elkjær blev bedst individuelt på en syvendeplads i -3, mens alle de øvrige danskere ver over par.

Pigerne blev på Montado Golf Resort det bedst placerede danske hold, da de blev nr. 5 i +19. De møder nu Italien, som blev nr. 4 i -16. Frankrig var som vindere i +12 to slag foran Italien. Viola Kruse var bedste danske som nr. 10 individuelt i +2, mens Olivia Grønborg kom flot tilbage på anden dag og blev næstbedst i +3.

 

Forrige artikelEn af årets største golfuger
Næste artikelTo EM-hold i semifinale . Jeff Winther startet fint i Skoland
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.