Forholdene var ubarmhjertige lørdag i Commercial Bank Qatar Masters, hvor meget få klarede sig rundt i par eller bedre, og de to, der gik i -3, var tidligt på banen.

Jeff Winther fik i førerbolden en sur dag. Længe kæmpede han bravt for at holde sig i delt føring og var der stadig trods to bogeys, da han løb ind i en tripel bogey. Ikke en eneste birdie fik han, men det skyldes, at putt efter putt tog kanten og blev oppe. Ingen marginaler var med ham, og det gik ham også på efterhånden. +6 blev resultatet, så han faldt tilbage til delt nr. 10 i -2. Får han lidt tur i sidste runde, kan han pludselig dukke op i toppen igen.

Hvor Winther fik bogey på åbningshullet, fik Joachim B. Hansen det på begge de to første, men imponerende lukkede han derefter den konto. 15 pars og en enkelt birdie bragte ham helt frem som nr. 4 i -4. En placering, han deler med franskmanden Antoine Rozner og Jamie Donaldson, Wales.

Foran sig har de Darren Fichardt -7 (-1 lørdag). 2. Jack Senior, England -6 (par). 3. Gaganjet Bhullar, Indien -5 (-3).

Søndagens finalerunde kan stadig slutte med en dansk sejr. Vinden, som kun spås at aftage en smule, giver stadig marginalerne stor betydning, og de kunne da i morgen være på dansk side.

Forrige artikelWestwood og kæresten fører på Sawgrass
Næste artikelHovlands mor kostede ham cuttet
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.