Af journalist Cathrine Reinert

Det kan lyde som en fjer, der er blevet til syv høns. Men det er det ikke. Det er bare endnu en skør idé, der er opstået i Birkemose Golf Club, som arbejder seriøst med FNs Verdensmål.

Lidt høns er der dog i historien, for naboen til Birkemose Golf Club er en kyllingefarm, og her skal overskudsvarmen nu transporteres i et langt rør ned til golfklubbens lokaler og restaurant, så varmen er bæredygtig i fremtiden.

”Vi arbejder i klubben på flere fronter i forhold til bæredygtighed og FNs verdensmål. Vi sorterer affald og ansætter ledige der har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, så det her passer perfekt for os”, siger Claus Valter, der er manager i Birkemose Golf Club.

Ejer af kyllingefarmen, Knud Daugaard-Hansen er også ejer af den jord, som golfklubben ligger på. Og han producerer hvert år 1,6 millioner kyllinger. Det er såkaldte fritgående kyllinger, som kræver en konstant varme, så æggene kan blive klækket. Desværre giver det også en del overskudsvarme, som nu kommer golfspillerne på nabogrunden 550 meter væk til gavn.

”Jeg kender jo regnskabet i golfklubben godt, og ved at de årligt bruger ca. 150.000 kr. på varme og el. Derfor er det jo oplagt at genbruge varmen fra kyllingerne, så varmeregningen kan bringes ned”, siger kyllingeproducent Knud Daugaard-Hansen.

Selve projektet med at få gravet et rør ned og fjernet oliefyret står nogle af de mange frivillige fra klubben for. De har i snart 2 uger gravet og gravet, så varmen fra kyllingerne kan komme ind i golfklubben inden vinteren. Hele projektet koster 160.000 kr. Men Fynske Bank har støttet projektet med 90.000 kr. Derfor regner klubben med at projektet allerede til næste år har betalt sig selv ind.

Forrige artikelSponsor overtager touren
Næste artikelTålmodige Joachim går sidste runde i førerbold på Wentworth
Golfbladet.com
Golfbladet er Danmarks største golfavis, som nu også tilbyder et digitalt univers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser samt anmeldelser af udstyr, baner og rejser.