Det blev heller ikke denne gang, tænkte de fleste utvivlsomt, da 30-årige Joachim B. Hansen gik ud på bag-9 i Joburg Open i -16, tre slag efter den førende sydafrikaner Wilco Nienaber.

Hansen fortsatte imidlertid sit glimrende spil, og med birdies på 10, 12 og 14 kom han i delt føring samtidig med, at Nienaber, der ikke har vundet før, flere gange måtte reddes af sin blændende putting.

Den havde danskeren også. Efter turneringen konstaterede han, at – jeg puttede stort set alt indenfor halvanden meter og mange fra længere afstand.

På hul 17 par-3 slog Hansen glimrende til 5-6 meter fra flaget fra 181 m, mens Nienaber tilsyneladende slog i vandet – men kun tilsyneladende. Bolden hang fast i de yderste græsstrå, men var kun svært spillelig, og resultatet blev da også en bogey, mens Hansen toputtede sikkert.

På 18 formåede Nienaber ikke for alvor at lægge pres på. Hansen sluttede med en glimrende ind og i fra en greenbunker, mens sydafrikaneren fik bogey. Slutstillingen i toppen blev dermed: 1. Joachim B. Hansen -19. 2. Wilco Nienaber -17. 3. Shaun Norris -16, mens spillerne, der delte fjerdepladsen, lå helt tilbage i -13.

Det tog 10 år som professionel for Hansen at vinde for første gang, men han har flere gange været tæt på. Tre gange har han måttet forny sit kort fra Challenge Tour, hvor han vandt Order of Merit i 2018. Hans bundniveau var nu ved at være på plads. Han har altid kunne lave kaskader af birdies, men nu blev der ryddet ud især i dobbeltbogeys.

I år har han været nr. 7 i BMW PGA Championship, men i denne uge i Sydafrika har han spillet sit bedste og mest modne spil nogensinde. Han er den 12. danske vinder på European Tour og vandt den 39. danske sejr.

Efter turneringen var han stærkt bevæget og kunne knap sige noget, hverken til intervieweren eller sin kone Elisabeth, som man fik billedforbindelse til, men han kunne dog fastslå, at …

– Vi gjorde det!

 

Forrige artikelNiklas Nørgaard Møller blev nr. 5 i tæt finale
Næste artikelUSA: Sejre til Kim og Streb
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.