OPDATERET:

Hurra! Dannebrog skal hejses igen i alle danske golfklubber i morgen, efter at 20-årige Nicolai Højgaard leverede et nyt pragtresultat, og vandt Ras al Khaimah Championship.

På papiret ser sejren stensikker ud. Nicolai vandt med 4 slag ned til Jordan Smith, og tangerede i øvrigt Thomas Bjørns næste 20 år gamle scoringsrekord i en sejr med de 24 under par. I virkeligheden blev finalerunden en rigtig neglebider, hvor man troede at Nicolai havde smidt sejren, da Jordan Smith, som ellers var startet 6 slag efter Nicolai pludselig førte med 2 slag. Selv Nicolai indrømmede i sit vinderinterview, at han troede han havde smidt det efter dobbeltbogey på 9. hul og bogey på 12.

– Min gode ven og caddie Christian Bæch fik mig tilbage på sporet. Det var et ’tough grind’ i dag, og jeg måtte virkelig grave dybt, sagde den lykkelige vinder.

Som det var tilfældet lørdag, spillede Nicolai fejlfrit på de sidste seks huller som han spillede i 5 under par. Men de første 12 huller var alt andet end prangende. Nicolai havde svært ved at ramme fairways med sin enorme drives, og han var adskillige gange i bunker og sandede waste områder på ørkenbanen. Faktisk var han nærmest bedst fra sand, for to slag, der vil blive husket i lang tid kom begge fra vanskelige lejer i det emiratiske sand.

Ras al Khaimah Championship presented by Phoenix Capital - Day Four Andrew Redington

På 3. hul slog han var et uldent leje et magisk jernslag op til en givet eagle – måske et af sæsonens bedste slag – og han gentog bedriften på 14. hul, hvor det ellers strammede til. Et vanvittigt jernslag op til et par meter, hvorfra han sænkede for eagle og atter bragt sig foran. Det var mere på en fantastisk moral, end på overbevisende spil, at Nicolai vandt. Men det er godt nok også en vigtig kvalitet at have, at kunne vende sit spil og vinde selvom man er lidt ude af normal sync og presset stiger.

Avancerer på lister

Da Jordan Smith lavede bogey på 15. og siden ikke formåede at lave flere birdies blev de sidste huller en parade for Højgaard, som vandt for anden gang i sine seneste 10 starter.

Ras al Khaimah Championship presented by Phoenix Capital - Day Four Andrew Redington

Sejren var den 44. danske sejr på DP World Tour (European Tour), og de to Højgaard-brødre har nu fem sejre tilsammen som bare 20-årige.

Ved sejren avancerede Nicolai til niendepladsen på DP World Tour rankings, og han vil når verdensranglisten opdateres mandag rykke ind i Top65 og pludselig være meget tæt på at komme ind i WGC turneringerne og måske Masters, hvis den gode form fortsætter. I den forbindelse er det bestemt ingen ulempe, at der spilles en ny turnering på samme bane allerede i næste uge.

Ellers en skidt dag

Nicolais sejr reddede i den grad en ellers rigtig skidt dansk dag i Ras al Khaimah. Joachim B. Hansen (74( og Rasmus Højgaard (75) delte 42. pladsen i -8, Jeff Winther blev dagens næstbedste dansker med en 71’er, der gav en 57. plads, Niklas Nørgaard Møller kollapsede totalt da en topplacering på DP World Tour ellers var indenfor rækkevidde og gik 79. Han fik en 64. plads mens Søren Kjeldsen par 72 ikke rykkede noget, han blev nummer 70.

Det var Nicolai, der reddede dagen og sikke da en triumf.

På tirsdag spiller han og Rasmus – og flere af de andre danskere – en hygeg scramble-turnering på banen, Hero Challenge, som kan ses fra kl. 10 på V Sport Golf og så er Ras al Khaimah altså atter tourværter fra på torsdag. Kan man drømme om mere dansk succes? Ja, i allerhøjeste grad.

Fotos: Getty Images

Forrige artikelNanna nummer 15 – første sejr til Maguire
Næste artikelVildt eagleputt sikrer stor sejr
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.