Det er ikke så ofte, at den samme spiller vinder en af de store turneringer to år i træk, men det har udviklet sig til en lille tendens i Valspar Championship, som Sam Burns sent i aftes vandt efter et dramatisk omspil med Davis Riley.

Burns gentog dermed sejren fra 2021, og gentog dermed Paul Caseys bedrift fra 2019, hvor han vandt for anden gang i træk. Turneringen var en af dem, der blev aflyst på grund af Covid-19 i 2020.

25-årige Sam Burns er én af spillets helt store upcoming stjerner, og har nu tre sejre på PGA Tour inden for ét år. Læg dertil to anden- og to tredjepladser. Han avancerer til 10. pladsen på denne ugens verdensrangliste.

Davis Riley, jævnaldrende med Burns, førte med to slag til Matthew NeSmith og tre til Burns og Justin Thomas inden finalen. Og det blev de fire det hele handlede om. Riley fik en tidlig triplebogey, men spillede sig tilbage i par, som næsten var nok. NeSmith havde et langt putt på 18. for at komme med i omspillet fra -17, men det blev oppe og han delte tredjepladsen med Thomas i -16.

Siden ungdomsårene har Riley og Burns været rivaler, og holdkammerater i Junior Ryder Cup. Deres første rigtige mand-til-mand duel som professionelle trak Burns sig altså sejrrigt ud af, da han på andet omspilshul sænkede et næsten 11 meter birdieputt. Dét kunne Riley ikke modsvare, men han fik 850.000 $ for andenpladsen, og avancerede 223 pladser på Verdensranglisten til 172. På FedEx Cup-ranglisten er Burns nu nummer to, mens Riley er nummer 32, sikker på at komme med i paly-offs og med Tour Championship inden for synsvidde.

Spansk sejr

Fatima Fernandez Cano vandt en sikker sejr på kvindernes Epson Tour i Carlisle Arizona Women’s Golf Classic, hendes anden på touren. Spanieren var kun med fordi LPGA holdt pause efter to uger i Asien med begrænset felt, så hun spillede for at holde sig ‘varm’ og det var en god beslutning.

Karen Fredgaard gik sidste runde i -1 og sluttede delt 67 og sidst i finalefeltet i sin første start som professionel.

Foto: Getty Images

Forrige artikelStensikker sejr til Hall – Emily og Joachim i Top5
Næste artikelTv-Golf: Får vi en dansk PGA-vinder i denne uge?
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.