Det bliver en spændende weekend på mange fronter, men lad os først se på en turnering, der sluttede fredag. Det er Women’s Irish Open, hvor afslutningen blev meget fin for Cecilie Leth-Nissen (billedet, Jesper Vinzents). Hun lå i par før sidste runde og i -2 før turneringens sidste hul, hvor hun fik birdie, så hun sluttede i -3 og delte fjerdepladsen med Tiffany Arafi, Schweiz. Arafi sluttede turneringen med dobbeltbogey på 17 og bogey på 18, og fjerdepladsen gav Cecilie Leth-Nissen et hop frem på Order of Merit, så hun nu ligger nr. 5, og holder hun den placering, har hun kort til LET næste år.

Næste turnering er CSK Steel Open i Danmark i den kommende uge, og forhåbentlig kan hun være med helt i toppen her også.

Irerne kunne i øvrigt glæde sig over hjemmesejr til Beth Coulter, der vandt et omspil med sydkoreaneren Ayeon Yang, efter at begge var sluttet i -5.

I eftermiddag skal vi alle krydse alt, hvad vi kan krydse, for Jeppe Kristian, Victor Sidal Svendsen og Sebastian Friedrichsen, der starter weekenden på Infortar Estonia Challenge på en delt sjetteplads i -9. De er imidlertid kun tre slag efter den førende Marc Hammer, Tyskland og to slag efter Barclay Brown og Andrew Wilson, begge England på andenpladsen. Kom så!

I weekenden afsluttes også AIG Women’s Open på Royal Lytham & St. Anne. Før de går på banen lørdag, førerbolden kl. 15.40 dansk tid, fører Haeran Ryu, Sydkorea -7 foran Shiho Kuwaki, Japan -6 og Jeeno Thitikul, Thailand samt Yealimi Noh, USA -5. Nelly Korda starter dagen som nr. 14 i -1. Desværre faldt alle danske spillere for cuttet.

I aften gælder det Rocket Classic i Detroit, hvor Cameron Young efter en 61er fredag (første otte huller i -7!) deler føringen med Patrick Cantlay og Patrick Fishbein i -10 foran Matt Wallace og Rickie Fowler -9. Thorbjørn Olesen og Nicolai Højgaard er på delt 32. plads i -5, mens Rasmus Højgaard er nr. 63 i -3.

Vi kaster også et blik til Utah Championship på Korn Ferry Tour, hvor Sebastian Cappelen er nr. 8 i -6 før tredje runde.

Forrige artikelDansk Dominans i dramatisk afslutning på Max Matthiessen Team Trophy
Næste artikelRasmus Højgaard gik med tangeret banerekord fra cutgrænsen til førerbold på regnvåd bane – spændende søndag
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.