Mon ikke mange har været nervøse over de vejrudsigter, der har været for Bogense, hvor der i denne uge spilles Danish Golf Challenge?
Lige nu ser det knap så slemt ud. Ikke store mængder regn før tidligst på søndag, og blæst udfordrer kun, men standser ikke, en golfturnering. Det gør torden, men varslet om tordenbyger er væk netop nu. Ikke mindre end 18 danske spillere deltager, og vi vil vente og se, hvis resultater gør, at de skal nævnes i vores omtaler. Kasper Nyland slår ud som den første af alle kl. 7.30, og bliver der ingen afbrud, slår de sidste ud kl. 14.30.
På DP World Tour er kun fire danske spillere til start i Soudal Open i Belgien: Jakob Skov Olesen, Alexander George Frances, Hamish Brown og Lucas Bjerregaard.
På LET spiller Smilla Tarning Sønderby, Natacha Høst Husted, Cecilie Finne-Ipsen og Sofie Kibsgaard Jabra Ladies Open, mens Amalie og Cecilie Let-Nissen spiller Allegria Stegersbach Ladies Open på LET Access Tour.
I USA er Thorbjørn Olesen eneste dansker i Charles Schwab Challenge på PGA Tour, og Emily Pedersen er den eneste danske spiller i Mexico Riviera Maya Open på LPGA.
Søren Kjeldsen (billedet/ Getty) fejrer, at han er fyldt 50, ved at starte sit liv på Champions Tour i en major, Senior PGA Championship. Her deltager også Thomas Bjørn.