Der er skrevet hundredevis af historier om golfsporten og golfspillet i løbet af det år, der nu lakker mod enden. Vi har forsøgt at samle de 10 bedste set med en blanding af danske og internationale briller – på godt og ondt. For en ’god historie’ er jo ikke altid en positiv historie.

1: Tiger Woods’ sejr i The Masters

Hånden på hjertet. Det var nok kun de allermest hardcore og enøjede Tiger-fans, der havde set det komme! Men Tiger Woods’ sejr i The Masters i april var et enestående øjeblik i golfhistorien. En efter en faldt konkurrenterne fra, før Tiger Woods til sidst var ’last man standing’ og med sin femte grønne jakke og sin 15. majortriumf igen åbnede debatten om hvem der er den største golfspiller nogensinde.

Sejren blev ikke umiddelbart startskuddet til en stor sæson, for dels mistede Tiger igen noget af sin form, dels blev han for Gud ved hvilken gang skadet og måtte gennem en operation. Faktisk var Tiger Woods ikke med, da PGA Tour afviklede The Tour Championship og fordelte de mange millioner dollars i FedEx Cup’en.

Man begyndte igen så småt at afskrive Tiger Woods, dog lidt mere forbeholdent end inden Masters triumfen i april. Og så gjorde den 43-årige Tiger det minsandten igen!

Da han så i oktober vandt ZOZO Championship i Japan, den første PGA Tour-turnering nogensinde i Japan, tangerede han Sam Sneads 54 år gamle rekord med 82 sejre på PGA Tour, og siden har det blot været et spørgsmål om hvornår man holder op med at diskutere om han virkelig er ’den største’.

Det var den sidste af de 10 historier vi synes har været de bedste i 2019…. Der var mange andre vi kunne have nævnt; Erik Kolmos bedrift med trods sygsom at spille alle baner i Danmark, Brendan Todds helt fantastiske eventyr fra ikke at kunne klare et cut til at vinde to turneringer i træk på PGA Tour, Rory McIlroys utrolige sæson, historien om Skjoldenæsholm Golf Centers uvisse skæbne eller Shane Lowrys helt unikke måde at fejre sin The Open-sejr på med fest og bægerklang. 

Vi glæder os til 2020. Indtil det første trykne GOLFBLADET udkommer 21. februar, så husk at kigge med her på siden. Godt Nytår!

Foto: Getty Images

Forrige artikelDe 10 bedste golfhistorier i 2019 #2
Næste artikelÅrtiets flotteste duel
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.