Chancen for en tredje sejr på Europa Touren var til stede lige til sidste hul, men det var en dag, hvor Rasmus Højgaard i modsætning til lørdag, hvor han satte en fantastisk banerekord, kæmpede hårdt med at finde sit spil i Cazoo Classic på London GC.

På flere tidlige huller løb birdieputts rundt i hulkanten uden at falde i, men andre slag var decideret mislykkede, og helhedsindtrykket var en spiller, der ved indædt fight egentlig fik bolden bedre i hul, end dagens spil betingede, og da et parputt mislykkedes på sidste hul, var det symptomatisk for dagen.

Alligevel – vi kan kun være imponeret over, at en dag, hvor man spiller på sit bundniveau, alligevel slutter med fire birdies og fire bogeys og en placering som nr. delt 3 med Callum Shinkwin og Richard Bland, England samt Jamie Donaldson, Wales i-14. Vinder blev Calum Hill, Skotland (billedet/Getty) -16 foran Alexandre Levy, Frankrig -15 efter en runde i -8.

Rasmus Højgaard, som søndag i Politiken blev udnævnt til at være Årets Fund 2018 – det var bror Nicolai! – kunne have brugt nogle af Nicolais birdies på sidste runde, hvor han med -5 kom til -9 som delt nr. 21. På den anden side har Nicolai også brug for hver placering, der bringer ham fremad på Race to Dubai.

Joachim B. Hansen spillede fire runder under par og sluttede i -8 som delt 29, mens Lucas Bjerregaard blev nr. 35 i -7.

Forrige artikelKampen for sejr, men endnu mere for plads i top-125
Næste artikelSeks i omspil – vindere og tabere på FedEx Cup – Emily nr. 27 i Skotland
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.