Emily Kristine Pedersen (billedet) ligger til at få et fuldt LPGA-kort, Nicole Broch Estrup er også inden for Top45, som får en god kategori, mens femte runde af Q-schools Final Stage sendte Karen Fredgaard 8 slag fra Top45.

Emily gik en 69’er (-3) og avancerede en håndfuld pladser, da femte runde af LPGA Tours benhårde og opslidende Q-school i dag blev spillet i Dothan, Alabama. Hun ligger p.t. på delt 18. plads i -9 hvilket vil betyde et fuldt kort hvis stillingen holder.

En runde i par sendte Nicole Broch Estrup et par, kosmetiske placeringer tilbage i stillingen, til en delt 34. plads i -5, fire slag fra det bedste mulige kort men et enkelt slag inden for top45. Med tre runder tilbage af Q-school begynder det at stramme til omkring top45, og her har Karen Fredgaard sat sig selv under pres med en runde i 75 (+3), der placerer hende i +4 samlet, 8 slag fra det forjættede land. Men, skal vi huske på, med tre runder tilbage at spille. Meget, om ikke alt, kan stadig ske, både på positiv- og negativsiden for de tre danskere.

22-årige Karen Fredgaard, som har sin far som caddie igen i denne uge, har trukket lidt på især Nicoles erfaringer, og har også nydt godt af at landstræner David Dickmeiss er i Alabama, hvor han coacher og går caddie for Emily. David og Emily holder sig dog lidt for sig selv, fordi Q-School er af enorm vigtighed for Emily, sagde Karen til LPGA i optakten til de sidste fire, barske runder.

I toppen af leaderboardet synes den unge franske Pauline Roussin-Bouchard at cruise direkte ind på verdens stærkeste tour. Hun er på vej mod sin femte runde af fem mulige i 60’erne, og fører i -23. 1 slag bedre end koreanske Na Rin An og yderligere 3 slag bedre end LET-ranglistevinderen Atthaya Tittikul, som fortsat leverer imponerende højt og stabilt niveau. Også Koreas Hye-jin Choi deler tredjepladsen. De førende spillere mangler fortsat at spille de sidste par huller.

Foto: LPGA.com

Forrige artikelSmilla fik (halv)skidt start
Næste artikelSmilla på rette vej
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.