Det er svært at spille to superrunder i træk, men efter at have gået i -6 fredag præsterede Jeff Winther (billedet/ Getty) i Austrian Alpine Open i Salzburg en bogeyfri runde i -8 lørdag. Da han kom i klubhuset, var han i delt føring, men der var mange på banen, så hvor langt ville det række?

Det rakte til en tredjeplads, og havde Nicolai von Dellingshausen ikke holet et langt eagleputt på 18, ville han have været nr. 2. Da feltet søndag går ud i tobolde, passer det ham sikkert fint at gå i næstsidste bold med skotten Callum Tarren og kunne lægge pres på de to tyskere, der går i førerbold som følge af denne stilling i toppen: 1. Marcel Schneider -15. 2. Nicolai von Dellingshausen -14. 3. Jeff Winther -13. 4. Callum Tarren -12.

Lucas Bjerregaard er nr. 19 i -6 og Jacob Skov Olesen nr. 37 i -4.

I Challenge de Cadiz gik spanieren Victor Pastor i spidsen i -11. En række danskere lurer fortsat lidt nede i feltet: 19. Nicolai Kristensen -5. 23. Christian Jacobsen og Sebastian Friedrichsen -4. 32. Christoffer Bring -3. 57. Jonathan Gøth Rasmussen +1. 60 John Axelsen +2. 65. Jens Kristian Thysted +8.

Santander Golf Avila på LET L’access Tour sluttede lørdag i et omspil, som Alejandra Llanezi, Mexico vandt over Lauren Holmey, Holland og Justice Bosio, Australien, der alle sluttede i -9. Søstrene Cecilie og Amalie Leth-Nissen sluttede på en delt 8. plads i -4, og det betyder for Amalie, at hun fortsat fører Order of Merit ret sikkert.

Endelig spilles der DM i hulspil i Gilleleje, hvor der var mange jævnbyrdige matcher, før man nåede frem til disse semifinaler, som der slås ud til søndag mellem 7 og 8:

Damer: Kathrine Vynne, Helsingør – Sarah Bills Skovgaard, Hillerød (som vandt 1-0 i såvel 1/4- som 1/8-finalen). Caroline Bruun, Hjortespring – Filippa Mortensen, Hjortespring. Det ligner næsten et nordsjællandsk mesterskab.

Herrer: Victor Thybo, Sønderjyllands GK – Hjalte Hjorth, Breinholtgaard. Mathias Sax Østergaard, Ikast – Victor Schyou Johnsson, Kolding. Her er til gengæld lutter jyder tilbage.

Forrige artikelLøs bag-9 kostede Nanna Koerstz Madsen finalerunderne i US Open – Bjørn nr. 3 og Kjeldsen nr. 12
Næste artikelSå kom Scheffler – og Stark – Bjørn nr. 4 og Kjeldsen nr. 13
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.