LPGA Tours Q-school er over 144 huller – 8 runder – i Alabama og ‘tålmodighed’ er måske den vigtigste egenskab, at have med i bag’en til den udmarvende turnering, hvor det ikke handler om at vinde, men om at sikre sig arbejdsro hele næste sæson på verdens stærkeste tour for kvinder.

Men derfor er en god start bestemt ikke at foragte, og det var præcis hvad Emily Kristine Pedersen fik. En runde i 65 slag (-6) på Falls Course på RTJ Magnolia Grove var hvad det blev til da Q-school final stage i aftes blev indledt. En runde, der indeholdt seks birdies, en eagle og to bogeys, og som var dagens bedste i det 110 spillere store felt, der skal spille fire forskellige baner over de næste to uger.

Hun deler føringen med Peiyun Chien fra Taiwan og mexicanske Alejandra Llanesa, der begge spillede Crossings Course.

Emily har landstræner David Dickmeiss med som caddie, og fortalte netop efter runden om tålmodigheden og om at holde humøret oppe: – David og jeg har det sjovt. Efter fem huller sagde han til mig: Perfekt, nu er der bare 139 huller tilbage, sagde Emily bagefter og understregede betydningen af den gamle sportsfloskel om at at ‘tage et slag ad gangen’. – Det er en maraton-uge, ikke en spurt, men det er dejligt at få en god start. Der er helt åbenlyst noget positivt at bygge videre på, men jeg forsøger at gøre hver dag til en ny dag og ikke se på hvad der spillere svært, og hvad der spiller let, siger hun.

Ærgerlig start

Nicole Broch Estrup fik ikke en nær så god start. Hun spillede Crossings Course i 73 slag (+1), med en besynderlig runde, der startede med en bogey på 2. hul og ellers 17 pars, hvilket rækker til en delt 70. plads. Når Q-school er omme, handler det om at være i top45.

Amatøren Karen Fredgaard ligger nummer 101 efter en 75’er på Falls Course. Det der lignede en perfekt, rolig start på turneringen blev spoleret af to dobbeltbogeys på 13. og 15. hul, men som nævnt i indledningen så er tålmodighed en dyd. Alle i feltet kommer til at sætte fire slag til, spørgsmålet er hvornår, og Karen har syv runder til at gøre ‘skaden god igen’.

Rory fører Tigers turnering

På Bahamas spiller blot 20 spillere med i ‘Tigers turnering’, Hero World Challenge, og her har tre spillere skilt sig ud: Rory McIlroy, Daniel Berger og Abraham Ancer gik alle 66 slag (-6).

Turneringen er voldsomt stærkt besat med 17 af verdens 25 bedste til start. Alligevel har det vakt størst opmærksomhed, at værten, Tiger Woods, op til turneringsstart har slået fulde slag på rangen og bestemt ikke ligner en golfspiller, der aldrig kommer til tops igen. Swinget ser godt ud, men træthed i det opererede højreben forhindrer ham ind til videre i at spille uden at køre buggy og derfor er han ikke selv med i turneringen.

Foto: Getty Images

 

Forrige artikelGolfbladet – December 2021
Næste artikelEmily fortsat med i toppen – dansk fremgang på Q-school
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.