Emily Pedersens anden runden i damernes major i Evian var særdeles begivenhedsrig, men med fem birdies og fire bogeys så den til slut bare solid ud i -1. Det betød, at hun faldt tilbage som nr. 11 i -6, men afstanden frem til de førende er pludselig voldsom, for under de perfekte vejrforhold gik Jeonjeung Lee6 i -10, Ariya Jutanugarn i -8 og Pajaree Anannakarn igen i -6, så toppen nu ser således ud: 1. Lee6 -15. 2. Jutanugarn og Anannakarn -12.

Cuttet blev +1, og det klarede desværre hverken Nanna Koerstz Madsen +3 eller Nicole Broch Larsen +8.

Pænt i Wales

Alle de tre danske deltagere i Cazoo Open på Celtic Manor ligger pænt fremme. Nacho Elvira, Spanien fører i -11 foran Vincent Norman, Sverige -9. Søren Kjeldsen var kortvarigt fremme i top-10, men ligger nr. 16 i -2, mens Nicolai Højgaard og Benjamin Poke deler 21. pladsen i -1.

4 af 5 klarede cuttet i Italien

Nicolai Kristensen var i par en hårdbred fra at klare cuttet i Italian Challenge. Det gjorde til gengæld Niklas Nørgaard Møller som nr. 11 i -2, Oliver Hundebøll som 38 i -2 og Martin Leth Simonsen samt Marcus Helligkilde som 50 i -1.

Bjørn tæt på top-10

Thomas Bjørn gik anden runde af Senior Open i -1 og ligger delt nr. 11 i -3. Folk af en vis alder vil slikke sig om munden ved synet af denne stilling i toppen: 1. Darren Clarke -8. 2. Jerry Kelly og Bernhard Langer -7. 4. Ernie Els og Paul Broadhurst -6.

Morten Ørum skød frem

Pludselig dukkede der alligevel en dansker op i toppen af AUDI Finnish PGA Championship. Det er Morten Ørum Madsen (billedet), der efter en runde i -5 ligger som nr. 2 i -4 efter den førende svensker William Nygaard -6.

Fem danskere klarede cuttet i damernes individuelle EM

Det bliver næppe til dansk sejr i det individuelle EM for damer, men Olivia Grønborg har en lille chance endnu i -3. Sara Kjelker, Sverige fører i -8. De øvrige danskere i sidste runde er 20. Sogfie Kibsgaard Nielsen par. 38. Amalie Leth-Nissen +3. 43. Cecilie Finne-Ipsen og Rikke Svejgaard +4.

European Young Masters

Danmark klarede frem som nr. 5 af 33 i holdkonkurrence i European Young Masters, hvor Bertil Lykkeberg nu ligger som nr. 6 hos drengene i par, mens Melissa Johansen er bedste pige som 10 i +3.

Forrige artikelGolfbladet – Juli/August 2021
Næste artikelGolf er vores liv
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.