Barbasol Championship i Kentucky fik en dramatisk afslutning, da Trey Mullinax sænkede et halvlangt birdie putt på sidste hul for sejren.

Set med danske øjne var Marcus Helligkildes ottendeplads dog mere interessant. Turneringen tæller til både DP World Tour og PGA Tour, og det er det bedste danske PGA Tour-resultat siden Sebastian Cappelens sjetteplads i The American Express i 2020.

Også både Niklas Nørgaard Møller og Lucas Bjerregaard kan være godt tilfredse med deres delte 27. pladser, mens Søren Kjeldsen må ærgre sig lidt over en uforløst weekend med mange afbrydelser på grund af dårligt vejr og en 74. plads.

Nok er Barbasol Championship ikke en helt ‘normal’ PGA Tour-turnering på grund af fraværet af alle stjernerne. Men der skal spilles vanvittigt god golf for at hænge på. Trey Mullinax’ vinderscore var 65-65-67-66 og 25 under par. Marcus Helligkilde var 70-69-66-66 og -17 samlet. Altså golf i topklasse. Og trods fraværet af egentlige stjerner, så var præmiesum og points til DPWT Ranglisten på niveau med de større turneringer i Europa, som f.eks Made in Himmerland til september. Derfor var det også en vigtig turnering for både Helligkilde, der rykker indenfor Top120 på ranglisten, og for Nørgaard Møller, der rykker ind i Top100.

Trey Mullinax kan nu sætte sig på et fly til Skotland for han fik den sidste ledige plads i The Open, mens de øvrige rejser videre til Tahoe Mountain Club i de smukke bjerge på grænsen mellem Californien og Nevada og Barracuda Championship, der ligesom i denne uge også tæller til både DPWT og PGA Tour.

Foto: Getty Images.

Forrige artikelØv, Rasmus misser The Open – Schauffele vandt Scottish Open
Næste artikelUgens tv-golf: Alles øjne rettet mod St. Andrews
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.