Nicolai Højgaard (billedet/Getty) spillede en fremragende første runde af Amundi French Open og lagde sig på 6. pladsen i -4, blot to slag efter George Coetzee og Ryan Fox. Lige den start, der skulle til, hvis han skal sikre sig et kort til European Tour 2020 på Golf National ved Paris.

Også Joachim B Hansen gjorde det udmærket, da han lagde sig som nr. 13 i -3, mens det kneb mere for Søren Kjeldsen og Thomas Bjørn, der deler pladsen som nr. 104 i +5.

Seje Emily Pedersen

Hvor mange mon rev sig i håret, da Emily Pedersen efter seks huller af sidste runde af LPGA Q-schools stage 2 var nede som nr. 71, fordi hun lå i +4 for dagen, i øvrigt sammen med Marianne Skarpnord?

Så skiltes deres veje imidlertid. Pedersen var startet på 10. hul, og pludselig begyndte hun at serieproducere birdies. Hun fik tre i træk på 16, 17 og 18. En mere på andet hul bragte hende på den rigtige side af cuttet på 30 og lige til Q-finalen.

Da hun fik to mere på hullerne 7 og 9, var der ikke længere nogen tvivl om, at hun gik videre. Sejt kæmpet, fin moral. Med få spillere tilbage på banen ligger hun nr. 19 i -6. Skarpnord ligger som 72 i par, mens den svenske amatør Frida Kinhult går videre som nr. 24.

LPGA Senior Championship
LPGAs årlige senior championship går over tre runder og vandtes af Helen Alfredsson, Sverige, der på French Lick i Indiana i -2 ene af alle sluttede under par. Juli Inkster blev nr. 2 i +1.

Forrige artikelHOLD KROPPEN IGANG
Næste artikelKarsten Maas sætter verdensrekord næste lørdag
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.