Søren Kjeldsen er bedst placerede dansker efter første runde af Magical Kenya Open på European Tour, som spilles på den naturskønne Karen CC udenfor Nairobi. Kjeldsen var ude på formiddagsholdet og leverede en fin runde i 67 slag (-4), hvilket i takt med at eftermiddagsholdet blev færdige rakte til en delt 14. plads.

Et slag efter ligger Joachim B. Hansen i -3. Også han var tidligt ude, og var på et tidspunkt på førstepladsen i -5. Han lavede syv birdies, to bogeys og så desværre en kedelig dobbelt på 16. hul, så slutscoren blev 68 slag og en 30. plads.

Også Benjamin Poke og Lucas Bjerregaard var ude i formiddagsboldene; Poke i -2 som nummer 48, mens Lucas Bjerregaards trængsler synes at fortsætte, med en runde i 76 slag (+5) er han nummer 147 af de 156 startende.

Nicolai Højgaard var eneste dansker med en eftermiddagsstart og fik en mildt sagt broget start: Par, dobbeltbogey, birdie, bogey. Han fortsatte måde med en blanding af birdies, bogeys og dobbeltbogeys. Slutresultatet endte på 74 slag (+3) og en delt 132. plads. Desværre blev der ikke plads til Martin Leth Simonsen, der var onside som reserve, og er det samme i næste uge, hvor der spilles på samme bane fra tirsdag til fredag.

Ingen TV-dækning fredag

Der var ikke live tv, fordi produktionsselskabet var ankommet for sent til at få alt til at fungere, og de tekniske udfordringer er fortsat, så der heller ikke fredag bliver sendt live fra Magical Kenya Open.

En af dagens mere farverige runder blev leveret af den lokale Samuel Njoroge Chege, som startede sin runde på 10. hul med to birdies efterfulgt af en eagle og således var i -4 efter tre huller. De næste fire spillede han så bogey, par, bogey, dobbeltbogey og så var han tilbage hvor eventyret startede. Han fortsatte det spraglede spil på banens for9, med fire bogeys og en birdie, inden han på sit næstsidste hul noterede en eagle mere, tilmed en 2’er på et par4-hul og endte med en runde i fornuftige 72 slag.

Turneringen føres af franske Benjamin Hebert i -7 foran syv spillere i -6: Polske Adrian Meronk, engelske Sam Horsfield, franske Raphaël Jacquelin, tyske Bernd Ritthammer, skotterne Connor Syme og Calum Hill og finske Kalle Samooja.

Foto: Getty Images

Forrige artikelToppræstation af Frederik Kjettrup i Florida
Næste artikelSymetra og PGA: Malene bedste dansker
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.