Tre danskere kommer formentlig til at spille det meste af deres golf i 2022 på den næstbedste kvinde tour i USA. Nicole Broch Estrup har ganske vist en kategori på LPGA, men ikke god nok til at hun for alvor kan lave en pålidelig sæsonplanlægning. Karen Fredgaard er ny-professionel og kvalificerede sig via Q-series i vinter og endelig har Malene Krølbøll Hansen (foto) for andet år en kategori på touren efter at være sluttet som nummer 55 på sidste års rangliste.

Sidste år hed touren Symetra Tour, men nu er der kommet en ny sponsor til, Epson, og dermed også en økonomisk saltvandsindsprøjtning, der er godt nyt for de tre danske kvinder og de andre spillere på Epson Tour.

For det første er turneringsafgiften blevet sænket med 10 procent, hvilket skønsmæssigt betyder en besparelse på ca. 1000 $ om året for spillerne. Dernæst er præmiesummerne blevet væsentligt forbedret, så standard-præmiesummen er 200.000 $ hver uge. Og for dem, der klarer sig bedst er der kommet en økonomisk gulerod til, i det de ti bedste på ranglisten når året er slut, udover automatisk kvalifikation til LPGA Tour også bliver Epson-ambassadører og modtager hver 10.000 $.

LPGA Tour, der driver Epson Tour arbejder desuden på at skaffe sponsorer til at yderligere halvere turneringsafgiften fra 500 til 250 $ pr. turnering.

Den ‘gamle’ Symetra Tour var både dyr at spille på og havde ikke særligt høje præmier. Da Nanna Koerstz Madsen for få år siden spillede der og vandt tre gange, havde hun kun akkurat break-even i budgettet.

Foto: Getty Images

Forrige artikelUSA: God start fra Nanna
Næste artikelSaudi: Topstjerner ligger på hjul
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.