Den havde vi ikke lige set komme. Og det havde Jim Herman heller ikke.

Jim Herman, 42-årig, tour journeyman fra Florida var nummer 192 på FedEx Cup ranglisteninden Wyndham Championship, og havde tre ugers ferie med kone og børn planlagt for de næste uger, mens PGA Tourens slutspil afvikles, men med en afsluttende runde i 63 slag (-7) fik han grundigt ændret de planer. Det gav ikke alene sejren i turneringen, et enkelt slag bedre end Billy Horschel. Det gav også et ryk op af ranglisten til nummer 54, og dermed er Herman inde i næste uges The Northern Trust og med stor sandsynlighed og BMW Championship. Om han slipper igennem til The Tour Championship for de 30 bedste er mere usikkert, men man ved aldrig. Når en golfspiller får smag for sejre, kan de komme i stimer.

Top 125

Det har det ellers ikke gjort for Herman, som i 195 turneringer blot har 10 top10 placeringer og kun tre gange tidligere har formået at slutte i top125 på FedEx Cup ranglisten. Han har dog, skal det medgives, vundet to gange tidligere, så når han har chancen, er han forbløffende god til at konvertere den.

Fire spillere delte tredjepladsen i -18: Si Woo Kim, Doc Remand, Webb Simpson og Kevin Kisner. Den tidligere dobbelt major-vinder Zach Johnson fik del i syvendepladsen og avancerer også over stregen og ind i slutspillet. Det samme gjorde The Open-mesteren Shane Lowry på delt 23. plads, mens Russell Knox, Charl Schwartzel og Fabian Gomez blev ugens store tabere og faldt fra Top125 og ud af den. Blot to point skilte Gomez og Wyndham Clark på hver sin side af Top125-grænsen. Endelig må Rob Oppenheim havde haft en urolig nat til i dag, han dumpede fra delt andenplads ned som nummer 15 med en runde i +2, og kom dermed ikke med i slutspillet.

Foto: Getty Images

DEL
Forrige artikelAnden sommersejr til Horsfield
Næste artikelEmily topper LET’s rangliste
Avatar
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.