De to overraskelser lørdag blev fulgt op af to overmåde dramatiske opgør søndag i mændenes elitedivision Vest.

Aalborg kom godt tilbage efter lørdagens utrolige 0-18-nederlag. De fem sidste matcher mod Silkeborg-Ry gik alle til 18. hul, og det blev afgørende, at midtjyderne vandt de tre og dermed kampen 10-8. Samtidig forsøgte Lyngbygaard hjemme at følge lørdagens sejr op mod Gyttegaard, men selv om Bjørn la Cour Søborg delte med Nicolai Højgaard lykkedes det alligevel gæsterne at vinde 11-7 i kampen, hvor seks opgør gik til 18. hul. Stillingen før sidste weekend er:

1. Silkeborg-Ry 39-33 6
2. Gyttegaard 45-27 6
3. Aalborg 29-43 2
4. Lyngbygaard 31-41 2

Bemærk, at resultatet af indbyrdes opgør er afgørende for at bryde ligestilling.

I østkredsen fortsatte lørdagens vindere søndag, hvor Smørum besejrede Odense Eventyr 14-4, mens Søllerød spillede sig væk fra en direkte nedrykningsplads ved at besejre Fredensborg 13-5. Jesper Vinzents billede er af Jens Kristian Thysted, Smørum, der besejrede Emil Kjeldsen, Fredensborg 2&1. Stillingen:

1. Smørum 47-25 6
2. Søllerød 38-34 4
3. Od. Eventyr 33-39 2
4. Fredensborg 26-46 2

Hos damerne var der to maksimumsejre søndag i Vest-gruppen. Vejle og Aalborg nedsablede hhv. Odense og Silkeborg-Ry. Stillingen:

1. Vejle 39-9 8
2. Aalborg 36-12 6
3. Odense 14-34 2
4. Silkeborg-Ry 7-41 0

Østpå tromlede Smørum videre med 8-4 mod Helsingør i en match, hvor fire kampe blev afgjort på 18, men sluttede 2-2. Hillerød besejrede Køge 11-1, og stillingen er:

1. Smørum 38-10 8
2. Hillerød 28-20 6
3. Helsingør 19-29 2
4. Køge 11-37 0

Helsingørs chancer for at komme i slutspil og forsvare DM-titlen er ikke så dårlige, som det lige ser ud, for det indbyrdes opgør med Hillerød mangler, og desuden skal Hillerød mod Smørum.

Forrige artikelMartin Leth Simonsen vandt efter føring fra start til mål (opdateret)
Næste artikelMatthew Fitzpatricks første sejr på PGA blev US Open
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.