Problemer kan være meget store, og de kan være meget små. Titlen er fra et nummer med Osvald Helmuth fra Helsingørrevyen 1963, hvor en række (ældgamle, men flot serverede) anekdoter blev sammenkædet af små hurtige vers af denne type, som stillede rent retoriske spørgsmål.

11. april 1966 fik Masters et lignende problem, og jeg synes endda, at de ikke løste det helt logisk. Jack Nicklaus blev den første i historien, der forsvarede sin Masters-titel, og det betød, at det blev vanskeligt at overholde regelen om, at vinderen fra det foregående år skulle iklæde sin efterfølger den grønne jakke.

Efter min mening ville det have været såvel logisk som en ære for Nicklaus at modtage den af Bobby Jones eller evt. Jones og Clifford Roberts sammen, men ingen af de to havde lyst til at gøre det. De rådslog hastigt og kom frem til, at Nicklaus selv måtte tage jakken på (billedet/Getty).

Det fortrød de siden, og alle senere titelforsvarere har fået deres grønne jakke af præsidenten for Augusta National.

De er ikke blevet overbebyrdet. Det er kun Nick Faldo og Tiger Woods, der har eftergjort Nicklaus’ bedrift, og kun en gang hver.

Forrige artikelGilleleje Golfklub – 50 år
Næste artikelKvinden, der havde en mirakeluge i 2005
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.