Miyu Yamashita (billedet/ Getty) fra Japan vandt AIG Women’s Open på Royal Portcrawl efter at have ført fra start til mål. Hun overlevede at spille dårligt på moving day, der oven i købet var hendes fødselsdag, og da Charley Hull, England, fik birdie på hul 14 i sidste runde, var hun kun et slag efter japaneren, som havde et langt putt for par på 13.
Det holede hun imidlertid, og hun viste i det hele taget ikke nerver før på det allersidste hul. Da var Hull imidlertid faldet tilbage, så hun og en anden japaner, Minami Katsu, var to slag efter. Yamashitas nerver holdt, og hun havde sine to slag i behold i denne slutstilling: 1. Yamashita -11. 2. Hull og Katsu -9. 4. A Lim Kim, Sydkorea og Rio Takeda, Japan -7. 6. Wei Ling Hsu, Taiwan og Megan Khang, USA -6. 8. Lottie Woad, England, Stepanie Kyriecou, Australien og amatøren Paula Martin Sampedro, Spanien -4.
Tidligere var de bedste japanere ikke meget for at drage til USA eller Europa for at spille, men det har unægtelig ændret sig i de seneste år. Japanske spillere har vundet fem majors i de seneste tre sæsoner, heraf to såvel i 2024 som i år. Ni af de 71 spillere, der klarede cuttet på Royal Portcrawl, var japanske, de fem i top-12. Sydkorea havde 12 og USA 11 spillere med i weekenden, mens Thailand ukarakteristisk blot havde fire.
Et hurtigt kik på slutstillingen i Farmfood Scottish Challenge på Hotelplanner Tour, hvor Jonathan Gøth-Rasmussen var den eneste i top-10, der spillede sidste runde over par – men han sluttede dog som nr. 10 i -12, mens Daniel Young sejrede i -19 foran Julien Quesne -18. Danskeren rykkede dog fire pladser frem på Road to Mallorca, så han nu er nr. 18.






























