Som vi skrev tidligere på dagen, bragte Jeff Winther sig tidligt i spidsen for Qatar Masters, og den placering holdt han resten af dagen. Dels takket være hans egen fine runde i 67 slag, men også fordi vinden tog til i løbet af dagen og gjorde forholdene meget vanskelige.

Darren Fichardt delte en overgang føringen med Jeff, men blæsten fik fat i ham og han deler nu andenpladsen med Jamie Donaldson, Jack Senior, Kalle Samooja og Kurt Kitayama i -6, to slag efter danskeren.

Joachim B. Hansens formiddagsrunde i par og -5 samlet viste sig også at række til en top10 placering. Joachim deler syvendepladsen med syv andre, bl.a. Thomas Pieters.

Desværre var både Benjamin Poke og Søren Kjeldsen ude i sene eftermiddagsbolde, hvor vinden var hårdest, og selvom de begge kæmpede for chancen til det sidste, så sluttede de i +3, to slag fra cuttet. Det havde Lucas Bjerregaard og Rasmus Højgaard allerede misset i formiddags da de begge endte i +4.

Sidste år sluttede Jeff på tredjepladsen i turneringen, og han lægger ikke skjul på, at han elsker banen. ”Greens er – ja, nu skal jeg ikke jinxe mig selv – lette at putte på og i supergod stand. Jeg er glad for at være tilbage,” sagde han til Europeantour.com. Sidste år var han i førerbolden med Jorge Campillo og David Drysdale, men blev distanceret med ét slag inden Campillo vandt omspillet. Finske Kalle Samooja må have det næsten som Jeff, han blev også delt nummer tre sidste år.

Foto: Getty Images.

Forrige artikelBreaking: Jeff fører i Qatar
Næste artikelWestwood og kæresten fører på Sawgrass
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.