Tog lørdag sin verdensrekord for at drive med længst kølle tilbage – og forbedringen er vel at mærke på næsten tre meter!

Hvor svært har du lige ved at beherske din egen korte golfkølle? Forestil dig, at du skal drive med en kølle, der er 11,40 m lang!

Det gjorde trickgolferen Karsten Maas 26. november på sin bror Flemmings golfbane ved Berlin, Golf in Wall. Dermed tog han sin verdensrekord tilbage, efter at to amerikanere på skift havde forbedret den.

Egentlig skulle det have været gjort for godt et års tid siden i Japan, men så blev der udskrevet valg i østaten, og det førte til aflysning af rekordforsøget. Til gengæld blev køllen forlænget endnu en gang året derefter.

– Når jeg nu skulle sætte en ny, kunne jeg lige så godt give den et ordentligt tryk, så ingen lige med det samme kommer og tager den fra mig igen, forklarer han.

Omkring 100 tilskuere, blandt dem ikke så få mediefolk, overværede bedriften, der blev foreviget på et videoklip, som man kan finde her:

https://webmail.yousee.dk/service/home/~/?auth=co&loc=da&id=32710&part=2.2

Beskedent længdekrav
Maas, der stammer fra Horsens, har været utilfreds med, at Guiness Book of Records har nedsat kravet til det drive, der skal præsteres, til 25 m, hvor det tidligere var 100.

Det synes han egentlig stadig, det burde være, men da han satte sin nye rekord med køllen, der kan skilles i tre dele til transport, var det godt nok, at det ikke var tilfældet. Dagen forinden havde han under træning slået over 100 m adskillige gange, men med Guiness-kontrollanterne til stede blev det længste forsøg 83,3 m – der nu er imponerende nok, ikke mindst da det skete på en våd bane, der ikke gav mange centimeters rul fremad.

Der er med andre ord plads til forbedring, så mon ikke man kan finde en dansk sponsor til et rekordforsøg i juni, når fairways er tørre og letløbende?

Forrige artikelSteven vandt Portugal Masters og sikrer sit tourkort
Næste artikelFantastiske Tiger tangerer sejrsrekord
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.