Søren Kjeldsen viste klassen på første runde af Dubai Desert Classic hvor han ligger på en delt tredjeplads i -3 efter en runde med fem birdies og to bogeys – den sidste desværre på dagens sidste hul (hul 9).

Samtidig måtte Danmarks anden veteran på touren, Thomas Bjørn, trække sig med en skade efter tre huller, der alle gav bogey.

Søren Kjeldsen og Niklas Nørgaard Møller (+2/T61) er de eneste af feltets syv danskere, der er indenfor cutgrænsen, men både Joachim B. Hansen og Rasmus Højgaard ligger i +3 lige udenfor cuttet, og Benjamin Poke og Jeff Winther er i +4, to slag fra cuttet, med gode muligheder for at avancere med gode runder i morgen.

Banen gav en del spillere store udfordringer og overraskende mange var ‘birdie-fri’, blandt andet sidste uges vinder, Lee Westwood, som kom rundt i 6 over par.

Turneringen føres af belgiske Thomas Pieters i -5, et slag bedre end amerikaneren David Lipsky.

LET Q-scool

På LET’s Q-school faldt Louise Markvardsen tilbage til delt 28. plads efter en runde i +3 på North Course, mens Linette Holmslyk var +2 på South Course og ligger som delt 38. Lidt længere tilbage er Line Toft Hansen i +4 efter en runde i par 71 på North Course.

Der er et fuldt LET-kort til de blot fem bedste, og kategorier med begrænsede spillerettigheder til de øvrige, der efter fire runder klarer cuttet. Der er altså fortsat tre runder tilbage for de danske piger til at spille sig frem i feltet til de mere attraktive kategorier.

Foto: Getty Images

Forrige artikelLouise Markvardsen godt i gang
Næste artikelDansk i top og bund
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.