Torsdag drillede putteren Emily Kristine Pedersen, der ’blot’ gik første runde af Ladies Swiss Open i -1, men fredag morgen tog den førende dansker på LET’s rangliste for alvor fat og spillede sig med en runde i 65 slag (-7) helt op i topstriden. Det gjorde hun ikke mindst i kraft af ikke færre end tre eagles undervejs – på par5-hullerne 3., 10. og 16. Det blev til yderligere to birdies og en enkelt bogey.

Emily er samlet 8 under par, hvilket rækker til en foreløbig tredjeplads, to slag efter Sanna Nuutinen og et efter Amy Boulden, men med hele eftermiddagsholdet ude på banen med mulighed for at ændre på stillingen. Her samler fokus sig især omkring hjemmefavoritten Kim Metraux, Becky Morgan og Meghan MacLaren, der alle er -5, men kun midtvejs. Engelske Liz Young er -6 efter fire birdies i træk.

Desværre faldt Linette Holmslykke, der lige som Emily startede dagen i -1, langt tilbage med en 77’er, der betyder at hun misser cuttet og dermed med stor sandsynlighed kan nå hjem og repræsentere sin klub, Vejle Golf Club, i DM-semifinalen i morgen i Horsens mod Helsingør GC.

Følg scores her. GOLFTV sender frem til kl. 18, og i morgen fra kl. 13 kan man følge finalerunden direkte på GOLFTV.

Foto: Tristan Jones, LET

Forrige artikelEM: Damerne tabte semifinale
Næste artikelDM-slutspillet i Horsens tegner jævnbyrdigt
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.