Hvert minut af Solheim Cup vil blive vist på Golf tv og bemærk, at der spilles lørdag, søndag og mandag. Årsagen er, at mandag d. 6. september i USA er helligdagen Labour Day.
Sendetiderne er lørdag og søndag kl. 13.30 til midnat, mens singlerne vises mandag fra 18-24.
Der er tre kommentatorteams. De to første dage sidder Thomas Troels-Smith og Andreas Hartø sammen, mens Morten Buckhøj har selskab af Karen Margrethe Juul.
Singlerne kommenteres af Buckhøj og Hartø.

Ny kommentator

Op mod Solheim Cup har Golf tv præsenteret en ny kommentator, nemlig den vel formulerede og lige så vel kvalificerede Karen Margrethe Juul.
Juul er uddannet ingeniør og arbejder i det globale firma Haldor Topsøe, men det er ikke kvalifikationer herfra, der er årsag til, at hun nu kommenterer Solheim Cup.

Det er det derimod, at hun efter en fremragende amatørkarriere, hvor hun vandt det danske mesterskab i såvel slag- som hulspil, som professionel i 2006 vandt Nykredit Ladies Masters på Odense Eventyr i -15, fire slag foran Laura Davies og Trish Johnson.
– Jeg glæder mig, for det betyder bl.a., at jeg får set en masse golf, og det har jeg normalt ikke tid til for arbejde og familie. Jeg spiller også meget mindre golf, end jeg helst ville. Lidt divisionsgolf på Simons er stort set, hvad det bliver til, fortæller Karen Margrethe Juul. Hun vil forberede sig grundigt, fordi der er sket så meget, siden hun var professionel, men hun kender Solheim Cup inde fra, fordi hun var hjælper – vandbærer, spøger hun – i Solheim Cup 2005 og 2009

Forrige artikelJonas forbedrede sit handicap med 71,5 på et år
Næste artikelSolheim Cup banen
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.