Lucas Bjerregaard og Jeff Winther lå ikke så godt til at klare cuttet, da de startede anden runde af Austran Alpine Open, men det blev der unægtelig ændret på. Endda på trods af, at Winther for anden dag i træk slog i vandet på hul 9, hvor Bjerregaard til gengæld fik eagle fredag.
Begge gik runden i -6 og avancerede til en delt. 11. plads i -5. Michael Lermark var på banen og greb chancen for at tage et billede af Bjerregaard.
Jacob Skov Olesen ligger som nr. 28 i -3, mens Rasmus Neergaard-Petersen trods en nydelig runde i -2 manglede et slag i at få weekenden med. Han sluttede i par.
I toppen ligger to tyskere Marcel Schneider i -11 og Nicolai von Dellingshausen i -9. Det er hans navn, man skal læse grundigt for at få med på scoretavlerne, fordi der er så mange bogstaver, at de skrives med småt.
I Challenge de Cadiz fører Quim Vidal stadig, nu i -10. Der er dansk samling på 22. pladsen i 2: Nicolai Kristensen, Christian Jacobsen, Christoffer Bring og Jonathan Gøth-Rasmussen. John Axelsen er nr. 39 i -1, og Jens Kristian Thysted og Sebastian Friedrichsen ligger også på den rigtige side af cuttet som nr. 55 i par.
I Santander Golf Tour på LET Laccess Tour er søstrene Leth-Nissen lørdag med i kampen om sejren. Cecilie som nr. 5 i -4 og Amalie som nr. 10 i -3.