Vejret har spillet arrangørerne et puds under PGA Tours afvikling af AT&T Pebble Beach Pro-Am, hvor man måtte færdigspille tredje runde søndag, derefter samle dem, der havde klaret cuttet på The Links at Pebble Beach og starte finalerunden sent. Amatørerne fik ikke lov at spille med af tidshensyn, og man nåede selvfølgelig ikke at blive færdige inden mørkets frembrud på den amerikanske vestkyst.

Derfor må en stor del af spillerne igen iklæde sig hue og luffer mandag for at spille turneringen færdig. Den engelske veteran Justin Rose har spillet ni huller og fører med 2 slag til Denny McCarthy (15. huller), Brendan Todd (12 huller) og spillemakkeren Peter Malnati.

Samtidig med turneringen på Pebble Beach afviklede man PIF Saudi International, der er tællende til Asian Tour. Her havde PGA Tour måtte give en del spillere lov til at deltage – side om side med dem, der har skiftet til LIV Golf og netop her har mulighed for at høste lidt point til OWGR.

Abraham Ancer, LIV-spiller fra Mexico vandt og sikrede sig 1 mio. $ og et trofæ på størrelse med et 10-årigt barn, Cameron Young og Lucas Herbert fulgte på de næste pladser. Velkendte PGA Tour navne.

Selvom turneringen i Saudi indiskutabelt var stærkere besat end den på Pebble Beach, var der færre OWGR-points at spille om, og debatten omkring hvorvidt OWGR er uforholdsmæssigt meget ‘i lommen’ på PGA Tour har fået ny næring.

Lad os lige runde af med at nævne, at sydafrikanske Benjamin Follett-Schmidt blev årets første vinder på Challenge Tour, da han sejrede i Bain’s Whisky Cape Town Open.

Foto: Getty Images

Forrige artikelFlot pro-debut til Amalie Leth-Nissen
Næste artikelStor sejr til Rose
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.