Marcus Helligkilde fra Smørum er netop gået af banen i Swiss Challenge på Challenge Tour som vinder for anden gang på kort tid.

Gennem hele dagen var han jaget af sin landsmand Nicolai Kristensen, som han gik førerbold med, og englænderen Jonathan Thomson, som på 14. hul nåede til -24, lige med Helligkilde.

Den afsluttende strækning er dog ikke sådan at spøge med, og resten af hullerne gav Thomson lutter pars.

14. hul er det sikreste scorehul på Golf Saint Apollinaire, og i førerbolden fik begge kort efter birdies. Det bragte Helligkilde til -25 og Kristensen til -23, som han på 16 forbedrede til -24. Begge de afsluttende huller gav par til begge danskere, og så var stillingen i toppen klar: 1. Marcus Helligkilde -25. 2. Nicolai Kristensen og Jonathan Thomson -24. 4. Frederic Lacroix, Frankrig -22. 5. Bl.a. Niklas Nørgaard Møller -20.

Danske spillere som nr. 1, 2 og 5 – det har vi ikke tidligere set på Challenge Tour!

Nørgaard Møller sluttede med en overvældende flot runde i -7 og var blandt de få, der aftvang det svære sluthul en birdie. Han spillede turneringens 52 sidste huller med blot en enkelt bogey.

På Road to Mallorca rykkede Helligkilde frem som nr. 3, Nørgaard Møller til 19. og Kristensen stil 29. pladsen.

Marcus Helligkilde har nydt turneringen, bl.a. fordi den tynde luft gjorde det muligt at drive endnu længere! Vi kommer tilbage med flere af hans reaktioner.

Forrige artikelNanna Koerstz Madsen spiller for sejr i New Jersey
Næste artikelHøjgaard og Winther delt 14, Emily P delt 30
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.