Hvor gode ville de bedste drivere på tourene være, hvis de deltog i de særlige long driving konkurrencer? Det får vi en dom for nu, hvor Bryson DeChambeau (billedet/Getty) har meddelt, at han umiddelbart efter Ryder Cup vil deltage i Long Drivers Association World Championship i Mesquite, Nevada. Det bliver temmeligt interessant.

— o0o —

Det lyder ikke særlig beroligende for lægestanden. Patrick Reed var til undersøgelse for sin skadede ankel, da man fandt ud af, at han havde intet mindre end dobbeltsidig lungebetændelse!

—o0o—

Jordan Spieth skal formentlig have en anden slags læge, som kan forhindre, at han gentager en sjælden foreteelse i topgolf: Tripel Bogeys på to huller i træk, som det skete mandag i The Northern Trust.

—o0o—

Der skete i det hele taget mystiske ting i denne weekend. Da Madelene Sagström slog ud på første hul i sidste runde af AIG Women’s Open, blev hendes bold taget i næbbet af en måge, der flyttede den 25 m, før den opdagede, at golf er kedeligt. Hendes bold kunne efter reglerne genplaceres, hvor man skønnede, at den havde ligget.

—o0o—

Oliver Suhr fik et fint pekuniært udbytte af Kristianstad Invitational Pro-Am præsenteret af Danæg. Han sejrede i -7 foran Marcus Helligkilde og svenskeren Martin Eriksen -5. Førstepræmien var 60.000 kr.

— o0o —

EM i paragolf blev en sløj affære for de danske deltagere. Alle mændene havnede langt tilbage i det slagne felt, og Mette Wegge Lynggaard sølv i kvinderækken var naturligvis medalje, men i et tyndt felt, hvor det kun var et spørgsmål om sølv eller guld til danskeren. Nu skal man hjem og evaluere.

 

Forrige artikelSå vandt Tony Finau endelig
Næste artikelPeter Launer Bæk fører Thisted Forsikring Championship
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.