Drømmen om at vinde sin første PGA Tour-sejr holdt lige præcis fire huller for Sam Burns i Vivint Houston Open. Så havde han lavet dobbeltbogey på 4. hul og da forfølgerfeltet samtidig scorede lavt gled Burns stille og roligt ud af kampen om førstepladsen, uden at han dog var uden for top10 på noget tidspunkt.

Brookes Koepka kom med et angreb – -6 efter 13 huller, men så gik han i stå, fik runden hjem i 65 (-5) – for anden gang i weekenden – og kan tage til Augusta med masser af selvtillid.

Talor Gooch kom blæsende bagfra, men hans -7 var ikke nok, han sluttede i -9 og fik  fjerdepladsen alene. Hideki Matsuyama gik også finalen i 63 (-7) og sluttede i 11 under par, der var føringen i klubhuset med seks spillere tilbage på banen.

Verdens nummer 1, Dustin Johnson, ser stærk ud her et par dage inden Masters, og han havde chancen for at komme 12 under med et putt fra syv meter på sidste hul. Men den mulighed missede han. Dog en fin runde i 65 slag og også han tager til Augusta med selvtilliden i top. Han og Matsuyama delte andenpladsen i -11.

Fejlfri finale

I førerbolden spillede også Jason Day sig hurtigt ud af topstriden, og så var det kun tredjemanden i bolden, den 29-årige mexicaner Carlos Ortiz, der stadig kunne vinde. Han bragte sig 4 under for dagen og 12 under totalt med en birdie på 16. hul, og var i det hele taget fejlfri. Fire birdies, 13 pars inden sidste hul. En par ville være nok til at sikre ham hans første sejr på touren. Sidste år var han tæt på et par gange, han havde både en delt andenplads og to delte fjerdepladser, den ene i øvrigt i Houston.

Drivet var midt i fairway, andetslaget op midt i green syv meter fra hullet, og derfra var der der to putts for sejren. Han skulle kun bruge et. Med en birdie cementerede Ortiz sin triumf, og vandt i -13 med to slag. Med sejren kvalificerede han sig bl.a. til Masters – ikke i næste uge, men i april 2021, og avancerede til syvendepladsen på årets FedEx Cup.

Foto: Getty Images

Forrige artikelSimonsen missede sejren – MacIntyre vandt på Cypern
Næste artikelGarcia og Niemann misser Masters
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.