Det meste er afgjort i Danmarksturneringens elitedivision, før sidste runde spilles søndag. Kun et sted står slutspilsdeltagerne ikke fast, men der skal dog flere steder spilles om, hvem der bliver gruppevinder.

I damernes østkreds vandt Helsingør ude 10-2 over Asserbo og Hillerød med samme cifre over Smørum. Helsingør fører med 9 foran Hillerød 7, Smørum 4 og Asserbo 0. Helsingør skal have 4 point søndag mod Hillerød for at blive nr. 1.

I vest sluttede begge matcher 11-1. En noget overraskende margin mellem Vejle og Aalborg, mens det var mere normalt, at Silkeborg/Ry slog Hammel. Slutter Vejle og Aalborg lige, er Vejle vindere, så det bliver de, hvis de besejrer Silkeborg/Ry søndag. Vejle og Aalborg fører med 8 foran Silkeborg/Ry 4 og Hammel 0.

Hos herrerne er dynamitpuljen stadig i vest, hvor Silkeborg/Ry besejrede Kolding 12-6, mens Gyttegaard med Rasmus Højgaard vandt over Aalborg 10-8. Gyttegaard er med 7 p slutspilsklar og skal have 7 point mod Silkeborg/Ry søndag for at vinde gruppen. Silkeborg skal helst vinde matchen, for nok ligger de som nr. 2 med 5 p, men Kolding og Aalborg mødes og har begge 4 p.

I Øst sikrede Odense Eventyr sig, at de bliver i divisionen, da de besejrede Søllerød 10-8 på udebane. Odenseanerne har 4 p, mens Smørum har 10, Søllerød 6 og Hillerød 0.

Nyprofessionelle August Thor Høst (billedet) leverede 4 p til Odense Eventyr.

 

Forrige artikelNanna nr. 1, Jeppe Kristian Andersen nr. 2, Thomas Bjørn nr. 3 og Nicolai Højgaard nr. 10
Næste artikelMandagsafslutning i The Northern Trust
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.