Håbet om sæsonens anden sejr på LPGA Tour lever fortsat for Nanna Koerstz Madsen, selvom hun faldt tilbage til en delt 20. plads på tredje runde af Palos Verdes Championship i Californien.

Nanna gik 72 (+1) efter en usædvanligt broget bag9, hvor bogeys og birdies afløste hinanden, men i 3 under par samlet er hun bare 2 slag fra tredjepladsen, 4 fra anden- og 5 slag fra førstepladsen. En lav søndagsrunde og Nanna er stadig med i kampen om topplaceringer.

Som et lille krydderi er ranglistens ‘gule førertrøje’ også i spil. Lige nu er det turneringens førende Hannah Green, der ligger til at rykke til tops, foran turneringens aktuelle nummer to, Lydia Ko, med Nanna på tredjepladsen, men Nanna skal blot forbedre sig sig et par pladser for at ligge nummer 1 på Race to CME Globe efter turneringen. Det har ingen danskere nogensinde præsteret, og mon ikke det i sig selv er et mål for Smørum-spilleren, som i dag bor fast i Florida?

Men der er som nævnt rigtigt mange om buddet, og mellem Nanna og førstepladsen ligger et hav af etablerede stjernespillere samt et par nye, blomstrende talenter som tour-rookien Allisen Corpuz.

Rahm holder fast

I PGA Tours Mexico Open holdt Jon Rahm fast i førstepladsen med en runde i 68 slag. Han er i -15, 2 slag bedre end Kurt Kitayama og Cameron Champ på andenpladsen. Her er 12 spillere inden for 5 slag, så også her gælder at en lav søndagsrunde kan vende grundigt op og ned på tingene. Men favoritværdigheden kan ingen tage fra verdens aktuelle nummer to, der med en sejr kan lukke lidt af hullet op til Scottie Scheffler (som ikke er med) på førstepladsen.

Foto: Getty Images

Forrige artikelJeff Winther med i topstriden i Catalunya Championship
Næste artikelArnaus vandt efter langt omspil
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.