Nicolai Højgaard tog til Genesis Open i Sydkorea med det mål at kvalificere sig til DP World Tours slutspilsturnering i Abu Dhabi, som top-70 på Race to Dubai er sikre på at kunne spille.
Med en sidste runde i -6 avancerede han til en delt 9. plads og er dermed nr. 67 på listen. I Abu Dhabi skal han så helst rykke endnu mere fremad, for kun top-50 er kvalificeret til sæsonfinalen i Dubai.

Rasmus Neergaards håb om en første sejr på DP World Tour levede gennem hele for-9, som han gik i -5. Det visnede imidlertid på bag-9, hvor han bl.a. gik i vandet på såvel 11 som 18 og gik i +5. Par for runden og en samlet 14. plads i -10. Han rykkede frem som nr. 104 på Race to Dubai og får dermed en bedre kategori i 2025 end den, han allerede havde for de tre sejre på Challenge Tour.

Den sidste danske spiller, Søren Kjeldsen, gik i -1 og sluttede som en nydelig nr. 27 i -7 i sin sidste ordinære turnering på DP World Tour.

Det koreanske publikum fik, hvad de håbede på: Et omspil mellem Byeong Hun An og Tom Kim om sejren. Det blev kun på en enkelt hul, før veteranen An havde vundet med birdie mod bogey. Faktisk var det Ans første omspilssejr i fire forsøg. Kim viste tegn på nerver, efter at han var gået i spidsen på hul 17. På 18 kunne han have vundet, men hans putt tog en runde i hulkanten og blev oppe.

Det var bare den 33-årige Ans anden sejr på DP World Tour. Den første var BMW PGA Championship i 2015, som han vandt med en suveræn sidste runde.

Slutstillingen i toppen blev: 1. Byeong Hun An -17. 2. Tom Kim -17. 3. Ricardo Gouveia, Portugal -16. 4. Antoine Rozner, Frankrig -15.

I Maybank Malaysia Open gik begge danske deltagere sidste runde i par, og det rykkede de tilbage på. Nanna Koerstz Madsen til nr. 39 i -7, Emily Pedersen til nr. 51 i -5. Turneringen blec vundet af Ruoning Yin, Kina -23, et slag foran Jeeno Thitikul og to foran Haeran Ryu, Sydkorea.

På LET blev Hero Women’s Open vundet af Liz Taylor, England i -2. Kun seks spillere sluttede under par. Sofie Kibsgaard blev nr. 31 i +10.

Thomas Bjørn spillede moving day i Simmons Bank Championship på Champions Tour i -2 og rykkede ned som nr. 9 i -9. Padraig Harrington, Irland og Steven Alker, USA fører i -12 før sidste runde.

 

Forrige artikelSmørum fik sølv i Europa Cup’en for nationsvindere
Næste artikelEchavarria vandt i Japan – Thomas Bjørn nr. 7 på Champions Tour
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.