Netop, som det så ud, som om Niklas Nørgaard Møller ikke for alvor fik gang i scoringen i tredje runde af Made in Himmerland, eksploderede han i eagle-birdie på 14 og 15 og nåede frem som nr. 5 i -10. På billedet (Golfbladet) arbejder han på putting green før start.

På 16, der i dag var 96 m, slog han for kort først i udslaget og derefter på to putts, men slap med en bogey. Efter 17 i par fulgte et 276 m langt drive på 18, som nok gik i det rå, men heldigvis var fæstnet i eget nedslagsmærke, så han fik fridrop. Efter et glimrende indspil fik han par på dagens i særklasse sværeste hul: Teestedet var rykket 80 m baglæns, og flaget stod på en smal stribe green mellem søen og en halvdyb bunker. Kun to spillere fik birdie lørdag – den ene var Lucas Bjerregaard.

-3 for dagen og -9 i alt placerer Nørgaard Møller som nr. delt 10. I spidsen finder vi Bernd Wiesberger, Østrig -14 foran Alexander Björk, Sverige -13 og Laurie Canter, England -11.

De øvrige danske spillere ligner ikke umiddelbart top-10-spillere, men det er naturligvis stadig muligt for Thorbjørn Olesen og John Axelsen, der er delt 24 i -7. Axelsen var dybt skuffet over dagens resultat, -2, fordi han mente, at han havde spillet til et meget bedre resultat.

Nicolai Højgaard vil formentlig gerne have 14 huls-runder. Han fik to bogeys på de tre første og dobbeltbogey på 18. De øvrige huller spillede han i -7. Han ligger nu som nr. 39 i -5, et slag bedre end Lucas Bjerregaard og Jeff Winther som delt 42.

Thomas Bjørn nød varmen og diverterede med skønne slag, men lavede også – fire fejl af den slags, som selv en junior ikke bør lave. Slutfacit -1, som det også var for Peter Launer Bæk, som mente, at han havde lært meget af at gå med en heldforladt Sørensen Kjeldsen, der gik i par. Launer Bæk og Bjørn ligger delt 52 i -3 og Kjeldsen deler placeringen som nr. 58 i -2 med Marcus Helligkilde, der ikke fatter, hvorfor han ikke får det til. Bare vent, når det sker.

– Da jeg vandt Danish PGA Championship sidste år og kvalificerede mig hertil, føltes alt så let. Lige nu er hvert slag en kamp.

Forrige artikelLidt nyt fra andet end Himmerland
Næste artikelI dag kåres de danske mestre i hulspil
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.